10 11 2015

Tøbruddet USA – Cuba. Hvad for et tøbrud?

Genetableringen af de diplomatiske forbindelser mellem Cuba og USA er en historisk begivenhed. Fra ikke at tale sammen i mere end 50 år, taler de to lande nu sammen. Man kunne fra pressens dækning få det indtryk, at der nu er næsten normale forbindelser mellem de to nabolande. Det er meget langt fra tilfældet. Embargoen mod Cuba er ikke blevet ophævet, og den finansielle embargo af landet er rent faktisk blevet strammet. Europæiske banker, som ikke har brudt nogen love i deres egne lande, har på det seneste accepteret at betale svimlende beløb i bøder i USA - den sidste er på 8,9 milliarder dollars for franske bank BNP. Deres forbrydelse: de har udført finansielle transaktioner med lande under embargo, herunder Cuba. Ikke fra USA, men fra deres hjemland. Det er strafbart i USA.

Ja, men der er da sket noget, er der ikke? Jo da. De to lande har ophøjet deres "Interessekontorer" til Ambassader og der er nu officielle diplomatiske forbindelser. De har udvekslet en amerikansk entreprenør, fængslet i Cuba, med tre cubanske spioner, som havde tilbragt 16 år i fængsel i USA. Og USA har taget Cuba af listen over lande, som "støtter terrorisme" - en liste landet aldrig burde have været på. Men bortset fra det, er der meget lidt, der har ændret sig. Som hovedregel kan amerikanske statsborgere ikke rejse til Cuba, selv om der nu er indført nogle undtagelser. Cubanske produkter kan stadig ikke sælges i USA, og kun et meget begrænset udvalg af amerikanske produkter kan sælges til Cuba, hovedsageligt landbrugsprodukter, og kun mod forud kontant betaling. Udenlandske skibe, der lægger til i Cuba, er stadig forment adgang til amerikanske havne. Og cubanere, som ikke lovligt kan få et visum til USA, kan kun komme ind i USA, hvis de registrerer sig som politiske flygtninge: hvis de illegalt kan sætte fod i USA får de automatisk opholds- og arbejdstilladelse, den såkaldte ”tørre fødder – våde fødder” politik.

 

"The Cuban 5"

Dette til trods for at næsten hele verden enstemmigt er imod embargoen. Embargoen fordømmes rituelt hvert år i FN 's Generalforsamling, senest i september i år med 191 stemmer for og 2 stemmer imod: USA og Israel. En lignende resolution kan selvfølgelig ikke komme igennem i Sikkerhedsrådet, hvor den ville være bindende, da USA ville nedlægge veto mod ethvert forsøg i den henseende. I regionale latinamerikanske fora bliver embargoen enstemmigt fordømt, selv af amerikanske lydstater som Colombia, Chile og Mexico og den Washington-baserede Organisationen af Amerikanske Stater, OAS.

Det kan selvfølgelig hævdes, at USA er fri til at handle med hvem, det vil, og at forbyde handel med lande, det anser for at være fjender, og at dette ikke kommer andre lande ved. Det er jo i en ædel sags tjeneste, ikke sandt? Menneskerettigheder, demokrati, frie valg, tilbagelevering af uretfærdigt konfiskeret amerikansk ejendom. Så hvorfor al denne ballade?

Udelukkelsen fra det amerikanske marked er naturligvis en udfordring for Cuba, men generelt har cubanerne kunnet sælge deres produkter andre steder, og de har også fundet andre lande, hvor de kan købe deres importvarer. Det største problem med den amerikanske embargo er imidlertid, at den rækker ud over USA, da den også straffer virksomheder fra andre lande, der handler med Cuba. Den er det, der kaldes extra-territorial. For at være på den sikre side, er du nødt til at vælge: vil du gøre forretninger med Cuba eller med USA? Du kan godt gøre forretninger med begge, hvis du er meget forsigtig, men det kan gå gruelig galt. Gæt hvad de fleste virksomheder vælger.

Der er mange absurde konsekvenser. Cuba kan selvfølgelig ikke købe Boeing fly, da de er lavet i USA. Men de kan heller ikke købe europæiske Airbus fly, da de indeholder amerikansk-fremstillede komponenter. De kan ikke engang købe brasilianske Embraer fly eller det moderne russiske Sukhoi Superjet-100, da disse også indeholder amerikansk-fremstillede komponenter. Så de er tvunget til at købe gammeldags russiske fly, der praktisk taget ikke produceres mere, såsom Tupolev 204 og Ilyushin 96. Da embargolovene også forbyder amerikansk-ejede selskaber eller datterselskaber i tredjelande at handle med Cuba, uanset at disse selskaber burde være underlagt lokale nationale love, er der absurde tilfælde, som da Hilton hotelkæden købte Scandic hotelkæden i Skandinavien og derefter afviste at betjene cubanske gæster. For nogle år siden kunne cubanske civile fly i Managua Lufthavn i Nicaragua ikke blive tanket op, da denne service blev leveret af amerikanske ESSO - de var nødt til at lave en aftale med det nicaraguanske luftvåben for at få brændstof (nu har ESSO forladt landet og dermed er dette problem også væk).

Den del af embargoen, der uden tvivl skaber flest problemer, er den finansielle embargo. Da de fleste internationale transaktioner foregår i amerikanske dollars passerer disse transaktioner amerikanske banker, også selvom det er en transaktion mellem to tredjelande. Det fandt en dansk pensioneret Politimand ud af i 2012. Han havde som hobby startet en lille specialbutik, "Cognachuset", der blandt andet solgte cigarer, og havde så købt cubanske cigarer for 26.000 dollars over internettet fra et tysk firma i Hamborg. Betalingen blev overført fra en lille lokal dansk bank til en tysk bank i Tyskland, men pengene blev konfiskeret i USA - finansiering af terrorisme, ikke sandt? Han fik efter et par måneder pengene tilbage fra sin lokale bank, men banken fik aldrig pengene tilbage fra USA. Det er jo bare ærgerligt.

Cubansk personale har over hele verden problemer med at åbne en bankkonto, også diplomatisk personale og cubanske FN medarbejdere. De er simpelthen finansielle pariaer. Det cubanske Interessekontor i Washington var nødt til at at få sendt kufferter med kontanter fra Cuba, så de kunne betale deres udgifter kontant - de kunne nemlig ikke åbne en bankkonto i Washington. Cubanerne satte som betingelse for at genetablere de diplomatiske forbindelser, at dette skulle løses, men så viste det sig at være svært at finde en amerikansk bank, der turde tage dem som kunde, da bankerne ikke ville risikere at komme i problemer embargolovene. De ved jo godt, at Obama ikke vil være i Det Hvide Hus meget længere. Det kunne være fristende at tro, at nu, hvor Cuba er taget den amerikanske liste over lande, der sponsorerer terrorisme, ville disse problemer være løst. Det er de ikke, for embargolovene er stadig gældende.

Det er europæiske banker, der har måtte tage de hårdeste slag for at have handlet med Cuba. Bøderne er astronomiske. Frankrigs største bank, BNP Paribas, blev i maj i år idømt en bøde på 8,9 milliarder dollars (over 60 milliarder kroner – næsten nok til at bygge to Storebæltsbroer) for at bryde de amerikanske sanktioner mod flere lande, herunder Cuba. Banken har begribeligvis nu lukket sin filial i Cuba. Dette til trods, at BNP, som det britiske ugeskrift ”Economist” bemærkede, "ikke har brudt europæiske eller franske love". Den franske bank Credit Agricole SA gik i oktober 2015 med til at betale de amerikanske myndigheder 787 millioner dollars (over 5 milliarder kroner) for at bryde sanktionerne mod Cuba og Iran. Den schweiziske bank UBS blev i 2004 idømt en bøde på 100 millioner dollars (næsten 700 millioner kroner) for at sende kontante dollars til Cuba og andre lande. Vi kunne fortsætte - listen er lang.

Hvordan kan det være, at europæiske virksomheder accepterer at betale bøder, når de ikke har brudt loven i deres egne lande? Det gør de, fordi de internationale finansielle transaktioner er dybt afhængige af markeder og institutioner i USA, og at blive udelukket fra dette marked ville skade deres hovedforretning. Så de vælger at adlyde. Selv om de, som i tilfældet med Scandic Hotels i Norge, rent faktisk forbryder sig mod lokale love. Sagen er, at Europa simpelthen ikke tæller. Nej, det er ikke en vits - Europa er simpelthen politisk irrelevant. Disse virksomheder ved, hvor magten er, og det er bestemt ikke i Europa. På et tidspunkt er det muligt, som "Economist" skriver, at "de amerikanske myndigheder ved ivrigt at udnytte deres autoritet over dollar-denominerede transaktioner øger de internationale bankers incitament til at oprette et betalingssystem baseret på en anden valuta." Men det er givet fald mere sandsynligt at sådant initiativ kommer fra kineserne eller russerne - og ikke fra Europa.

Hvad sker der så med embargoen? Det er vanskeligt at forudsige. Ifølge Gallup er 59% af amerikanerne for en ophævelse af embargoen og 29% er imod. Nogenlunde de samme procenter er for og imod en ophævelse af rejseforbuddet. Den procentdel af amerikanerne, der overordnet set har et positivt eller negativt syn på Cuba er 46% - 48% (mod 10% - 90% for to årtier siden). Embargoen mod Cuba er et ubekvemt problem for USA i både internationale og regionale fora, hvor de ender med at stå helt alene. På ”Amerikatopmødet” afholdt i Cartagena, Colombia, i 2012 fik den amerikanske insisteren på at udelukke Cuba adskillige latinamerikanske lande til at erklære, at de ikke ville deltage i det næste topmøde, medmindre Cuba også blev inviteret. Så Cuba blev inviteret til topmødet i Panama i 2015 på trods af den amerikanske modstand. Embargoen er tydeligvis ude af trit med den gældende stemning, internationalt og - især - i Latinamerika. Politikken var at isolere Cuba – resultatet er, at USA er kommet til at stå i en latterlig position.

Det er ikke sandsynligt, at det republikanske flertal i Kongressen og Repræsentanternes Hus vil stemme for at afskaffe embargolovene (der er flere). På den anden side kan Obama, hvis han vil, administrativt reducere omfanget af embargoen ganske betragteligt, og måske er det den eneste mulighed for at komme af med dem, da det ville gøre embargolovene nærmest indholdsløse. Om han vil gøre det, er tvivlsomt.

Europæerne, som for ikke at genere USA har holdt Cuba på afstand, har fortolket genetableringen af de diplomatiske forbindelser mellem de to lande som grønt lys for at også at tilnærme sig Cuba – bossen har jo givet lov, forstås. Præsidenter, statsministre og udenrigsministre står i kø for at besøge Cuba: den franske præsident Francois Hollande, den italienske statsminister Matteo Renzi, den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier, den norske udenrigsminister Børge Brende, den tidligere spanske premierminister José Luis Rodríguez Zapatero, den engelske minister Hugo Swire osv. Og så er der selvfølgelig alle de gamle venner: Præsident Xi Jinping fra Kina, præsident Vladimir Putin fra Rusland, præsident Truong Tan Sang fra Vietnam, præsident Dilma Rousseff fra Brasilien og så videre. Og Pave Frans ikke at forglemme.

Vil det få USA til at ændre deres politik over for Cuba? Måske. Og måske ikke. Det er jo sådan, at alle disse tredjeverdens og europæiske ledere ikke rigtig tæller.

 

Læst 1633 gange
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Thorbjorn Waagstein

Thorbjørn Waagstein, Economist, PhD, since 1999 working as international Development Consultant in Latin America, Africa and Asia.

Relaterede artikler

Mere i denne kategori:

Skriv en kommentar

Sørg for du indtaster de påkrævede oplysninger (*).
HTML kode er ikke tilladt.