10 10 2015

Putin - manden vi elsker at hade

Vladimir Putin er i Vesten blevet symbolet på alt det, vi ikke bryder os om. Han er aggressiv, autoritær, brutal og utroværdig, og så har han iskolde blå øjne, blottede for følelser. Den perfekte skurk for en James Bond-film. Desværre er han også ganske intelligent, kompetent og velformuleret, og i modsætning til sin skrantende forgænger har han et godt helbred og er endda halvvejs sportsmand. De fleste russere synes, at han er en bedre præsident end dem, de havde før ham. Men hvor vi andre dog længes tilbage til vores gode gamle korrupte, inkompetente og fordrukne Boris Jeltsin.

Hvorfor har vi hader manden så meget? Der er ingen ideologiske årsager mere, som det var tilfældet for Sovjetunionen. Vladimirs Rusland er et 100% kapitalistisk land og han er erklæret katolik (godt nok ortodoks) og pro-kapitalistisk. Rusland er et næsten lige så ulige samfund som USA, så der er ingen grund til at frygte for vesteuropæisk ligemageri. Han vil have udenlandske virksomheder til at komme og investere i landet, så den internationale kapital bør hilse ham velkommen (og tenderer da også til at gøre det).

Hvad er der da galt med manden? Den oftest citerede kritik af ham er, at han har sagt, at "..Sovjetunionens kollaps var århundredets geopolitisks ulykke." Hvordan kan han dog sige det? Sovjetunionens folkeslag blev befriet fra det kommunistiske diktatur, og det bliver beskrevet som en "ulykke" (eller endda "katastrofe", afhængigt af oversætterne). Så han må være en forklædt kommunist, eller hvad?

Ikke rigtig. Vladimir giver selv et svar i samme tale i 2005. Efter at have beklaget, at "Millioner af vore medborgere og landsmænd befandt sig uden for russisk territorium", fortsætter han: "Privat opsparing blev udraderet og gamle idealer blev forladt. Mange institutioner blev på uansvarlig vis opløst eller omstruktureret. Terroristiske aktiviteter og den efterfølgende kapitulation i Khasavjurt truede landets integritet. Oligarkiske grupper – der tog fuldstændig kontrol med massemedierne – forfulgte udelukkende deres egne interesser. Massiv fattigdom begyndte at blive set som noget normalt. Og alt dette foregik på baggrund af en dramatisk økonomisk nedgang, ustabil samfundsøkonomi og paralysering af den sociale sfære."

Putin er ikke den eneste, der mener, at opløsningen af Sovjetunionen var en katastrofe for Rusland og mange andre dele af unionen. For at gøre en lang historie kort: den nationale økonomi blev næsten halveret i løbet af et par år og mange millioner blev drevet ud i dyb fattigdom, en lille klike af personer udnyttede brandudsalget af offentligt ejede virksomheder, som var en del af "chok-kuren", og dukkede pludselig op som de nye "oligarker", de offentlige institutioner kollapsede, herunder sundhedspleje, forskning, uddannelse og sikkerhed, pensionerne blev gjort værdiløse af inflationen, og en alarmerende stigning i dødeligheden betød flere hundrede tusinde døde blandt folk i arbejdsdygtig alder, måske mere end en million - det er endda muligt, at antallet af dødsfald overgår antallet af dem, der døde i Stalins fangelejre. Hvis dette ikke fortjener at blive kaldt en katastrofe, er det vanskeligt at se, hvad der gør.

Et andet punkt, vi har imod ham, er den brutale (anden) krig i Tjetjenien (1999-2008), et territorium annekteret af Tsar-Rusland i 1870 efter en lang tjetjensk modstandskrig, og som havde erklæret sin uafhængighed af Rusland efter opløsningen af Sovjetunionen. Ødelæggelsen af den tjetjenske hovedstad, Grosnij, var særlig hensynsløs, men "effektiv" - formentlig grunden til at den samme hensynsløse taktik blev brugt af USA til at undertrykke oprøret i Falluja i Irak i 2004.

Så er der naturligvis den ukrainske krise og annekteringen af Krimhalvøen. Vores holdning til opsplitningen af de tidligere socialistiske lande efter 1990 er imidlertid meget selvmodsigende. Vi hyldede og støttede opsplitningen af Jugoslavien i 6 småstater, vi var knapt så glade for opsplitningen af Tjekkoslovakiet, og vi støtter ubetinget bevarelse af enheden i den ikke-fungerende bosniske småstat. Vi støttede løsrivelse Tjetjenien fra Rusland, men vi afviser hårdnakket løsrivelsen af det østlige Ukraine. Sagen er, at vi er ret gode til at skelne mellem gode og dårlige (eller falske) separatister. Det er Vladimir, der er helt galt på den.

Min uskyldige mistanke er, at årsagen til, at vi hader Vladimir, ikke er fordi han er hensynløs og autoritær. Saudi-Arabien er i øjeblikket i gang med en hensynsløs militær bombekampagne i nabolandet Yemen, og vi lægger dårligt mærke til detvi er egentlig ret ligeglade. Det autoritære Saudi-Arabiske kongerige og de forskellige arabiske sultanater er vores værdsatte allierede – det kan godt være at Vladimir er autoritær, men han er da i det mindste valgt. Prøv at foreslå det til kong Salman! Problemet med Vladimir er, at han mener, Rusland har interesser, som ikke nødvendigvis er identiske med vores, og at han er villig til at kæmpe for dem. Og så er der selvfølgelig også det, at Rusland har en ganske stor militær kapacitet - selv om den er langt ringere end vores (husk , Ruslands militære budget er væsentligt mindre end Frankrigs og Storbritannienstilsammen tilsammen og udgør kun en ottendedel af USAs).

Det er fristende at drage paralleller til den kolde krig mellem NATO og Sovjetunionen. "Inddæmningen" af Rusland med en kæde af amerikanske militærbaser rundt omkring dets grænser ligner til forveksling inddæmningen af Sovjetunionen. Men jeg mener, det er en forkert parallel at drage. Vi er snarere i et scenario, der minder om tiden før Første Verdenskrig, altså før den russiske revolution, hvor forskellige imperiale kapitalistiske magter havde delt verden mellem sig og gik i krig for at forsvare reelle eller imaginære geopolitiske interesser. Der var ingen ideologiske forskelle, det drejede sig kun magt og rigdom. Krigsråbet blev krydret med etniske, religiøse og racistiske argumenter for at skabe nationalt sammenhold mod modstanderne.

Vi har tendens til at synes god om folk, der underkaster sig, og til ikke at bryde os om folk, der forsvarer deres egne interesser. Det er derfor, vi ikke kan lide kineserne, russerne, serberne osv. Og det var derfor, vi holdt af Mijail Gorbatjov og Boris Jeltsin. Stakkels Mijail Gorbatjov, som vi i Vesten har hyldet for hans rolle i afviklingen af Sovjetunionen, Han er nu faldet i unåde, efter at han har udtrykt støtte til den russiske regering i den ukrainske konflikt. Han har endda rost Vladimir Putin for at have forhindret opløsningen af Den Russiske Føderation. Hvordan kan han gøre det? Vi troede, han var vores ven.

Socialisterne havde før Første Verdenskrig den utopiske idé, at verdens folkeslag ville være i stand til at forhindre deres ledere i at starte krige, og at de ville kunne stå sammen og samarbejde med hinanden, fredeligt. Desværre gik det ikke sådan. De samme socialistiske partier stemte for krigen i hvert enkelt land, naturligvis en krig af de gode mod de onde.

Hvorom alt er, så er vi nødt til at lære at forstå og respektere, at forskellige folk har forskellige – reelle eller imaginære - interesser, og at disse forskellige interesser skal afvejes i internationale forhandlinger, så vidt muligt uden magtanvendelse - det var selve grundlaget for oprettelsen af FN. Alle nationer har ret til at forsvare deres egne interesser, men de bør være villige til at forhandle med andre og finde gensidigt acceptable løsninger.

Enegang er en blindgyde - og det er den uni-polære verden også. Så vi bliver nødt til at indrette os , at der vil være Vladimirer i denne verden, hvad enten vi kan lide dem eller ej.

Læst 1188 gange
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Thorbjorn Waagstein

Thorbjørn Waagstein, Economist, PhD, since 1999 working as international Development Consultant in Latin America, Africa and Asia.

Relaterede artikler

Mere i denne kategori:

Skriv en kommentar

Sørg for du indtaster de påkrævede oplysninger (*).
HTML kode er ikke tilladt.