08 10 2015

Hvorfor ender vi altid som Al-Qaedas allierede?

Ruslands risikable beslutning om at direkteind i den syriske borgerkrig er blevet mødt med voldsomme protester fra de vestlige magter. BBC rapporterer, at NATO har opfordret Rusland til at indstille luftangrebene "på den syriske opposition og civile". Men hvem er det, vi ønsker at forsvare mod russernes bombardementer? Er det den "moderate sekulære" opposition, som nu er ved at blive udslettet af de russiske bombeangreb? Mon dog?

Som den britiske avis ”The Independents” Mellemøst-korrespondent Robert Fisk skriver, så var ”de første luftangreb langt fra at være rettet mod de "moderate", som USA for længst har opgivet. De var rettet mod turkmenske landsbyer i det nord-vestlige Syrien, som i mange måneder har været besat af hundredvis af tjetjenske krigere .... Andre angreb var rettet, ikke mod Isis, men mod den islamistiske Jaish al-Shams styrker i det samme område."

Den amerikansk-ledede koalition, hvori Danmark deltager, fordømmer at Rusland – udover bombetogterne mod ISIS i det østlige Syrien - bomber mål i blandt andet Idlib-provinsen, der grænser op til Tyrkiet, og som siden marts har været under kontrol af islamistiske oprørsgrupper. Oprørerne er i dette område samlet i Den Erobrende Hær”, eller Jaish al-Fatah på arabisk, som består af en række overvejende islamistiske væbnede grupper, herunder Al-Nusra, Al-Qaedas syriske aflægger, og Ahrar al-Sham, en anden stor islamistisk gruppe, plus nogle mindre grupper, blandt andet grupper, der modtager våben fra USA. Det er værd at nævne, at Al-Nusra har en ledende rolle i denne koalition. Ahrar al-Sham er en islamistisk gruppe, som USA har diplomatiske kontakter med, og som USA tilsyneladende anser for en revolutionær styrke med folkelig basis, og samtidig en af de mest magtfulde islamistiske væbnede grupper, som ikke er tilknyttet IS. Hvis de russiske luftangreb skulle vise sig at være effektive(et stort hvis) og tillade den syriske hær at generobre dele af Idlib, ville det være et tilbageslag for vores islamistiske allierede.

Så borgerkrigen kører altså videre. Vi og vores allierede i Tyrkiet, Saudi-Arabien og Qatar støtter de islamistiske oprørere, og russerne, iranerne og irakerne støtter den syriske regering. spørgsmålet melder sig: hvad er det præcis, vi ønsker, at vores støtte til de islamistiske oprørere skal føre til? Eller, med det nyeste (grusomme) sprogbrug, som militærstrategiske eksperter og journalister er så glade for: hvad er det for et "slutspil", vi sigter efter?

Før den russiske indgriben var det forventede "slutspil", at alliancen af Tyrkiet, Saudi-Arabien, Qatar, USA og en række europæiske lande (heriblandt Danmark) med deres støtte til de islamistiske oprørere ville tvinge Syriens præsident, Bashar al-Assad, til at træde tilbage, og overlade magten til .... - ja til hvem? Som det konservative amerikanske tidsskrift “Foreign Policy” skriver: ”….en sejr for IS eller Al-Qaedas afdeling Al-Nusra vil betyde at Damaskus falder i hænderne på et radikalt og ekstremt fjendtligt regime. En mulig “moderat” rebelregering i Syrien er og bliver et fantasiprodukt af over-optimistiske amerikanske regeringsembedsmænd.”

Da de islamistiske oprøreres offensiv de sidste par måneder er gået i stå, har Tyrkiet været kraftig fortaler for en "flyveforbudszone" zone i det nordlige Syrien, sådan som vi havde det i Libyen, hvor oprørerne vil være sikret mod luftangreb fra det syriske luftvåben. Ifølge Financial Times har USA været betænkelig over for en sådan zone, da den kunne blive rugeplads for islamistiske ekstremister, men de skulle have givet efter over for tyrkerne og accepteret denne. Den russiske bombekampagne kom dem imidlertid i forkøbet og "saboterede den amerikanske koalitions planer".

Der er ingen tvivl om, at den øgede saudiarabiske og tyrkiske militære støtte til de syriske oprørere (tilsyneladende uden klart samtykke fra USA) har svækket den syriske regering. De fælles kommandocentraler i Jordan for den sydlige front og i Tyrkiet for nordvestlige front synes også at have forbedret koordineringen mellem de forskellige islamistiske væbnede grupper. Alligevel er det vanskeligt at forestille sig et scenario, hvor de ikke-islamistiske syrere bare ville give op og nedlægge våbnene. De frygter deres modstanderes vildskab og ekstremisme, være det sig IS eller ikke-IS. De "moderate" islamister, som erobrede Idlib, tog tilsyneladende ikke fanger. I midten af september løb oprørerne en militær lufthavn i Idlib (Abu al-Duhur) over ende. Ifølge detSyriske observatorium for Menneskerettigheder”, en pro-oprørs NGO baseret i Storbritannien, har de væbnede grupper henrettet mindst 56 tilfangetagne regeringssoldater - og lagt en video af henrettelserne ud på internettet, med blodsprøjtende detaljer, ”IS-style”. Dertil kommer massakrerne drusiske landsbyer. Disse er åbenbart vores ikke-IS venner, som vi vil forsvare mod de russiske luftangreb. Eller "CIA-Aktiver", som de også kaldes.

Det kan være Obama har ret, når han siger, at den russiske indgriben er en katastrofal fejltagelse, som vil trække Rusland ind i en lang, endeløs krig med hellige krigere, støttet af Saudi-Arabien og Vesten. Den amerikansk-ledede koalition mener, at Ruslands indgriben vil forlænge borgerkrigen. Men hvad er det da for et "slutspil", russerne forudser? Tilsyneladende tror de ikke , at den syriske hær kan vinde hele det tabte syriske territorium tilbage. Den officielle holdning er, at de ønsker en forhandlingsproces mellem den syriske regering og elementer af oppositionen, efterfulgt af internationalt overvågede valg med deltagelse af moderate islamiske grupper. Hvis den amerikansk ledede koalition beslutter sig til at støtte og finansiere oprørerne uanset hvad, kan borgerkrigen imidlertid fortsætte i mange år. Man kan selvfølelig mene, at truslen om millioner af flygtninge på vej til Europa vil gøre dette scenario mindre sandsynligt, da europæerne vil insistere på at få en ende på krigen – og dermed flygtningestrømmen. På den anden side er jeg ikke sikker på, at europæernes synspunkter overhovedet tæller i denne sammenhæng.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, har sagt, at iranerne og russerne er helt uansvarlige, da de lader det syriske blodbad fortsætte på grund af én mands skæbne: Bashar al-Assad. Jeg tror nu snarere, at det er den amerikansk-ledede koalition, der har stirret sig blind på én person, som betingelse for at slutte krigen. Det er usandsynligt, at Bashar har megen magt i Syrien – magten helt klart ligge hos de væbnede styrker. Disse har brug for en figur, de kan samles om, og det er så åbenbart Bashar – i hvert fald lige nu. Det er også usandsynligt, at russerne og iranerne skulle være særligt interesserede i Bashar, men de kan ikke se noget alternativ. Hverken USA, Storbritannien eller Frankrig, der har insisteret kraftigst på at komme af med manden, har præsenterede nogetplausibelt post-Bashar scenario. Som tingene ligger, så vil "slutspillet", hvis vores islamistiske allierede vinder borgerkrigen, være Libyen om igen. Man kan så mene, at det libyske scenario er at foretrække for det nuværende kriminelle og repressive styre i landet – men jeg er ikke helt sikker på, at flertallet af syrerne er enige.

Den nuværende situation er yderst farlig. Krigeriske politikere i USA ønsker en direkte konfrontation med russerne. Præsidentkandidat Hillary Clinton og den tidligere præsidentkandidat John McCain ønsker en "flyveforbudszone" etableret straks, også selvom det skulle indebære nedskydning af russiske kampfly. McCain ønsker også at bevæbne de islamistiske oprørere med anti-luftskyts våben, "som vi gjorde det i Afghanistan". Og tidligere CIA-direktør, David Petraeus, er fortaler for, at USA skal bevæbne Al Nusra.Mener de det alvorligt? Den amerikansk-ledede koalition, inklusive Danmark,skal altså bevæbne Al-Qaedas aflægger i Syrien, Al Nusra, med avancerede våben, med det formål at Syrien kan blive et nyt Afghanistan? Det er lige før man begynder at tro på konspirationsteorierne om 11. september. Hvordan kan det være, at vi altid ender som allierede med Mujaheediner, al-Qaeda og andre hellige krigere? Argumentet er, at vores fjendes fjende er vores ven - og så må vi finde ud af bagefter, hvordan vi skal håndtere disse nye venner. Det var sådan, vi endte med at blive allierede med islamistiske ekstremister i Afghanistan, Libyen og Syrien, og erfaringen viser, at det ikke er så let bagefter at håndtere de uhyrer, vi har fremelsket.

Borgerkrige er brutale og forfærdelige. Luftangreb, være det sig med "smarte" eller ikke-"smarte" bomber, er et brutalt våben, især i en borgerkrig, hvor civile og krigsførende nødvendigvis er blandet sammen. Se blot på de israelske luftangreb i Gaza, de igangværende, stort set ignorerede,Saudi-arabiske luftangreb i Yemen, NATOs luftangreb i Afghanistan, den syriske hærs tøndebomber eller de syriske oprørernes "helvedes-kanoner".

Desværre er der ikke mange engle i den syriske borgerkrig, og alt for mange djævle og dæmoner. Alle lande, der støtter de forskellige kæmpende sider i borgerkrigen, insisterer på, at de gør det for at svække den anden side, så den bliver tvunget til forhandlingsbordet - og at de andre har skylden, da de hindrer en forhandlingsløsning. Det er bare ikke seriøst!

Læst 1802 gange
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Thorbjorn Waagstein

Thorbjørn Waagstein, Economist, PhD, since 1999 working as international Development Consultant in Latin America, Africa and Asia.

Relaterede artikler

Mere i denne kategori:

Skriv en kommentar

Sørg for du indtaster de påkrævede oplysninger (*).
HTML kode er ikke tilladt.