08 01 2011

PIIGS, Argentina og omkostningen ved at være lukket ude af det gode selskab

De internationale markeder er igen i panik. EU og IMF har givet Grækenland milliardstore lån, og nu er der en redningspakke for Irland også. Der gættes på, at Portugal og måske også Spanien er de næste på listen. Efter disse redningspakker kommer en lang og hård periode med økonomiske nedskæringer og lav vækst. Er det et bedre alternativ for disse lande at erklære sig i betalingsstandsning, som Argentina gjorde for et årti siden?

Da redningspakken blev stykket sammen for Grækenland, var der mange kommentatorer der roste Irland. Irland var ikke som de upålidelige grækere, der havde fiflet med deres statistik for (ufortjent) at blive lukket ind i Euroen i første omgang, og derefter havde kørt med et dundrende (og underrapporteret) underskud på de offentlige finanser. Irerne havde derimod ageret hurtigt og med jernvilje skåret ned på de offentlige udgifter og sat lønnen ned for de offentlige ansatte.


Det billede holdt nu ikke længe. Irland har nu adgang til en redningspakke fra EU og IMF, men den er betinget af en meget hård økonomisk politik for at stoppe gældsætningen de kommende år. Samtidig er der flere og flere, der stiller sig tvivlende overfor, om irerne nogensinde vil kunne betale deres gæld tilbage.


Hvis vi ser på de såkaldte PIIGS lande (Portugal, Irland, Italien, Grækenland og Spanien), så lider de under en række af de problemer, som også kan ses i resten af de udviklede lande.


  1. Det første er den bristede boble på ejendomsmarkedet, efterfulgt af den bristede forbrugslåneboble. Millioner af familier, som har købt deres hus for dyrt eller taget for store forbrugslån er nu overforgældede og ofte teknisk insolvente.
  2. Som en dominoeffekt er den finansielle sektor kommet i krise.
  3. Hvad mere er, mange af disse lande havde i forvejen problemer med deres konkurrenceevne på grund af deres deltagelse i Euroen. Denne manglende konkurrenceevne var ikke så synlig, så længe der var en strøm af billige lån, der kunne finansiere boblerne i ejendomsmarkedet og markedet for forbrugslån. Det så ud som om disse lande simpelthenkun udvikle deres økonomier baseret på forbrug.
  4. I dette forløb er den offentlige sektor blevet mere og mere forgældet, da efterspørgslen er faldet og det offentlige har overtaget både krisens sociale omkostninger og omkostningerne ved at redde bankerne. Og pludselig er deres kreditorer begyndt at tvivle på deres evne til at betale gælden tilbage.


Disse fire problemer har ramt alle landene i forskelligt omfang. I Grækenland har faldet i ejendomspriserne været meget beskedent og der er ikke nogen større krise i den finansielle sektor. Hovedproblemet er en manglende konkurrenceevne som afspejler sig i et vedvarende underskud på betalingsbalancen, høj arbejdsløshed og en forgældet offentlig sektor (det forventes at statsgælden når næsten 150% af bruttonationalproduktet i 2013), hvilket indebærer at en stor del af det offentliges indtægter vil gå til at betale renter på gælden.


Irland er et noget anderledes tilfælde. Trods et lavs skatteniveau så de offentlige finanser forholdsvis godt ud før krisen, da staten fik store indtægter fra det boomende ejendomsmarked og det bragende forbrug. Men da krisen ramte og ejendomsmarkedet og privatforbruget faldt sammen, faldt også statens indtægter og resultatet er et stort underskud på de offentlige finanser. Det værste for irerne var imidlertid, at den bristede boble på ejendomsmarkedet trak bankerne med ned, og at staten gik ind og i praksis overtog deres gæld, så den irske stat er nu dybt forgældet. Irland har også et problem med konkurrenceevnen, men som en portugisisk arbejder sagde for nyligt i et TV interview: ”Irerne er i en bedre situation end vi er, for de har da i det mindste noget industri tilbage, mens vi ingenting har”


Dette bringer os til tilfældet Portugal, som mange forventer bliver næste offer i rækken. Portugal har ikke haft nogen boble på ejendomsmarkedet, så faldet i ejendomspriserne har været beskedent, og bankerne er derfor heller ikke specielt kriseramt. Statsgælden er ikke overvældende høj (76% af bruttonationalproduktet), men på grund af faldet i det private forbrug er underskuddet på de offentlige finanser næsten af engelske eller amerikanske dimensioner i 2009 (9% af BNP) og forventes at blive over 7% i 2010. Så hvis renten fortsat stiger, kan det blive næsten umuligt at forrente gælden. Portugals hovedproblem er imidlertid den manglende konkurrenceevne, som er blevet forværret af deres deltagelse i Euroen, så landet har lidt under lav vækst i adskillige år.


Når en gældskrise truer, starter det en ond cirkel, der er svær at bryde. Kreditorerne anser risikoen for at være høj, så de kræver en højere rente, hvilket gør det sværere at betaler renterne på gælden, som så igen gør risikoen større osv. Indtil det bliver uholdbart. Både Grækenland og Irland har været igennem denne onde cirkel, og den truer nu både Portugal og Spanien.


Lande, der kan låne i deres egen mønt, er i en mere bekvem situation. De kan devaluere og dermed tvinge kreditorerne til at bære en del af omkostningerne. Men lande, der låner pengene i en valuta, som de ikke selv kontrollerer, som det er tilfældet for landene i eurozonen og for det fleste udviklingslande, har ikke denne mulighed. Værst er det for lande, der har fastlåst deres valuta til en fremmed valuta (Argentina i 90erne) eller som simpelthen har valgt at bruge et andet lands valuta (Ecuador, El Salvador, Panama) – det er en situation som det er særdeles pinefuldt at slippe ud af, som argentinerne fandt ud af for et årti siden.


Befolkningen i Grækenland og Irland vil få det hårdt i det kommende årti. De nedskæringer, der er foretaget, er hård kost. Efterspørgslen vil være lav, arbejdsløsheden høj og den økonomiske vækst negativ eller lav – med mindre der kommer en høj økonomisk vækst i nabolandene, der kan trække dem hurtigere ud af krisen. Folk protesterer naturligvis men har indtil videre accepteret lønnedgang, højere skatter og nedskæringer. Hvis disse spareprogrammer og det efterfølgende fald i efterspørgslen medfører et fald i produktionen (hvilket er meget muligt), så kan underskuddet på de offentlige finanser forværres, og det kan blive nødvendigt med nye stramninger. Hvordan befolkningen vil reagere på det, er det svært at forudse.


Men er der andre muligheder?


En mulighed for lande som Irland eller Island, hvor hovedproblemet er bankerne, var simpelthen at lade dem gå ned. Der kan siges en hel del for og imod dette alternativ, men det er i realiteten ikke blevet afprøvet, da regeringerne har grebet ind og har overtaget bankernes forpligtelser, både over for indskyderne og over for andre (banker, obligationsejere osv.). Håbet var dermed at afværge, men det lykkedes ikke.


Dermed er der to andre muligheder tilbage. Den ene er at omfordele krisens byrde. I Irlands og Spaniens tilfælde er der mange, der har tjent styrtende på det oppustede ejendomsmarked – byggematadorer, banker og de ejere, der kom ud, før markedet kollapsede. En måde at gå efter disse på, er en formueskat eller en skat på kapitalgevinster, og i almindelighed at hæve skatterne på luksusgoder som dyre huse, biler, yachter osv. Det vil have en mindre negativ virkning på den almindelige efterspørgsel end højere moms eller lavere lønninger til de offentligt ansatte, men som følge af krisens omfang vil det formentlig ikke være nok til at lukke hullet i statskassen. Så det vil også være nødvendigt at hæve skatterne i almindelighed og finde besparelse på de offentlige budgetter. Det vil forværre krisen, men der er ingen vej udenom.


Den anden mulighed er at erklære betalingsstandsning. Dvs. at staten erklærer, at den ikke vil være i stand til at betale renter og afdrag på sine lån. Det vil så være nødvendigt at foretage en omlægning af lånene, hvor en del af lånet bliver afskrevet, betalingstiden bliver forlænget, og renten bliver sat ned til et niveau, landet kan betale. Denne mulighed er imidlertid blevet blankt afvist af de fleste bankfolk, politikere og økonomer, og naturligvis af IMF og den Europæiske Centralbank.


Erfaringerne fra Argentina in 2002 kan give os en ide om, hvordan det fungerer, når et land udfordrer den internationale monetære fond (IMF) og ejerne af statsobligationerne, og simpelthen erklærer sig i betalingsstandsning. Argentinas problemer i 2002 mindede meget om de problemer, der nu er i en række lande i eurozonens randområde, og de var også et resultat af en lignende politik: man havde overtaget en udenlandsk valuta (pesoen var ved lov blevet bundet til dollaren) og liberaliseret kapitalbevægelserne med det resultat, at billig (og flygtig) kapital strømmede ind i landet, medførte en reel overvurdering af valutaen, en eksplosion i privatforbruget og i ejendomspriserne og en ikke-konkurrencedygtig og stagnerende produktiv sektor.


Krisen og betalingsstandsningen indebar enorme omkostninger. Produktionen faldt med omkring 20% fra 1999 til 2002, og arbejdsløsheden og fattigdomen eksploderede. Betalingsstandsningen og omlægningen af gælden betød, at to tredjedelen af statsgælden blev afskrevet. Men mod alle odds, og til trods for at landet blev straffet med en udelukkelse fra det internationale kapitalmarkedet, så kom Argentina faktisk ret hurtigt ud af krisen. Den økonomiske vækst kom i gang igen allerede i 2003 med næsten 9% vækst, og denne vækst fortsatte med over 8 procent i de efterfølgende år. Den forventede vækst i 2010 er på omkring 10%. Så sommetider kan det betale sig at være lukket ude af det gode selskab.


Og forøvrigt: Argentina forventer meget snart at have en aftale istand med de sidste kreditorer, så landet skulle snart igen have adgang til de internationale kapitalmarkeder. Og den offentlige gæld er på et beskeden niveau: omkring 32% af BNP.

Læst 6783 gange
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Thorbjorn Waagstein

Thorbjørn Waagstein, Economist, PhD, since 1999 working as international Development Consultant in Latin America, Africa and Asia.

Relaterede artikler

Mere i denne kategori:

Skriv en kommentar

Sørg for du indtaster de påkrævede oplysninger (*).
HTML kode er ikke tilladt.