05 07 2020

Hvordan skal vi betale for den næste krise?

“Survival of the fattest”. Skulptur af Jens Galschiøts i Ringkøbing. “Survival of the fattest”. Skulptur af Jens Galschiøts i Ringkøbing. https://www.visitringkoebing.dk/sevaerdigheder/kunstvaerker/survival-of-the-fattest

Den økonomiske krise forårsaget af den ny koronavirus er i de avancerede økonomier blevet betalt på samme måde som den store finansielle krise i 2007-2009: penge er blevet pumpet ind i den finansielle sektor og de offentlige udgifter er øget. Resultatet: mere offentlig gæld, der skal tilbagebetales i fremtiden af almindelige skatteydere. Dette kan ikke fortsætte i al evighed. Den næste krise bør finansieres på en anden måde og byrden bør flyttes over på dem, der sidder på pengene.

Meget få økonomer sætter i dag spørgsmålstegn ved behovet for, at regeringerne gør noget for at opretholde efterspørgslen under en økonomisk krise, det være sig gennem øgede offentlige udgifter eller via skattelettelser. Og det er på trods af, at der for blot et par årtier siden var meget indflydelsesrige økonomer, der hævdede, at dette ikke ville virke, fordi folk er kloge nok til at kunne forudse, at denne gavmildhed skal tilbagebetales en gang i fremtiden og de vil derfor reagere ved at reducere deres nuværende efterspørgsel tilsvarende. Det er endog blevet uddelt nobelpriser i økonomi for dette vås (jeg skal vende tilbage til dette i en anden artikel).

Men det var dengang. Chokket fra den finansielle krise 2007-2009 forårsagede en radikal holdningsændring. Der var pludselig en meget bred opbakning til at øge det offentlige underskud for at stimulere efterspørgslen og undgå, at økonomien gik ind i en selvforstærkende nedadgående spiral. Og dette er blevet gentaget under koronakrisen. Så alt det nyliberale halleluja om den selvregulerende kapitalisme blev diskret skubbet i baggrunden (desværre kun for at blive støvet af og genanvendt senere, men det er en anden historie).

Men hvad med den svulmende offentlige gældssættelse?

Krisen i 2007-2009 og de politiske tiltag for at imødegå den fik den offentlige gæld i de fleste avancerede økonomier til at stige til et meget højt niveau, og der er den i de fleste tilfælde blevet liggende siden. Nu kommer så koronakrisen oveni. Vi ved endnu ikke, hvor dyb krisen bliver, vi ved ikke, om der kommer en ny bølge af virussen, og så videre, så der er en masse usikkerhed. Den Internationale Valutafond, IMF, har foretaget fremskrivninger for de kommende år, som den regelmæssigt har opdateret. Den seneste er fra den 24. juni 2020.

Med al den usikkerhed, der er i skønnet, forventer IMF, at den offentlige gæld verdensplan vil stige fra ca. 83% af den samlede produktion (BNP) i 2019 til 103% i 2021. For USA er prognosen en stigning fra 113% til 143%, for euroområdet fra 84% til 103% og for Japan fra 238% til 265%. Dette er hovedsageligt et fænomen, der gælder for de mest udviklede økonomier, da den forventede stigning i offentlig gæld i de såkaldte "nye" markedsøkonomier (som Kina, Indien, Brasilien, Rusland osv.) er meget lavere. Det samme er tilfældet for udviklingslandene - for disse er årsagen i mange tilfælde simpelthen den, at de ikke har mulighed for at øge de offentlige udgifter for at imødekoronakrisen, da de ikke har adgang til de internationale kapitalmarkeder. Og de kan ikke bare lade seddelpressen køre.

Hvad et "for højt niveau" af offentlig gæld egentlig er, er et emne, der diskuteres meget. Da renten på statsobligationer i mange udviklede lande i øjeblikket er ekstremt lav (tæt på nul), kan der argumenteres for, at denne gæld simpelthen kan finansieres ved at udstede lange obligationer, og om nødvendigt kan de sidenhen genfinansieres. Så hvad er problemet? Se på hvor længe Japan har øget sin offentlige gæld til hidtil uhørte højder, og alligevel har de stadig ingen problemer med at finansiere den til en latterligt lav rente på 0,033% på en 10-årig statsobligation. Eller hvad med den nylige østrigske 100-årige obligation (i euro) med et afkast på 0,88%?

Det er klart, at denne gunstige situation kun gælder for de lande, der ikke har problemer med at udstede obligationer i deres egen valuta - dybest set i dollar, euro, japanske yen og britiske pund (inklusive lille Danmark, der har sin valuta låst fast til euroen). For andre lande er det meget vanskeligere. Kina skal betale en rente på omkring 3% på en tiårig statsobligation, mens Brasilien, Indien og Rusland skal betale 6-6,5% og Tyrkiet omkring 12%. På denne baggrund er det ikke vanskeligt at forstå, at disse lande er tilbageholdende med blindt at følge eksemplet fra de mest udviklede økonomier og blot øge de offentlige udgifter og den offentlige gæld med det, der skal til, for at afbøde virkningerne koronakrisen.

Sandheden er, at vi ikke ved, hvad konsekvenserne af den tårnhøje og voksende offentlige gæld egentlig er. Vi bevæger os ind i ukendt land.

Så hvordan kan man betale for den næste økonomiske krise på en måde, så det ikke bare indebærer endnu mere offentlig gæld? På kort sigt er det vigtigste, at husholdningerne kan opretholde deres nødvendige forbrug, og at små virksomheder ikke går konkurs og lukker ned. I de mest udviklede økonomier er en af husholdningernes største udgifter boligen, være det sig husleje eller betaling på boliglån. For små virksomheder er huslejen en væsentlig fast udgift, ligesom betalingen af renter på lån og kassekredit er det. Et midlertidigt gældsmoratorium for eksisterende lån og et midlertidigt bortfald af husleje er en oplagt måde, hvorpå man kan give overlevelsesstøtte til husholdninger, der er berørt af arbejdsløshed, eller til små virksomheder, der lider under at deres efterspørgsel er gået ned. Vi taler ikke om eftergivelse af lån, men om et midlertidigt stop for tilbagebetaling, uden at der ophobes renter og renters rente. Dette ville virke som en midlertidig saltvandsindsprøjtning uden blot at hobe mere offentlig gæld op.

Hvem ville taberne være fra et sådant tiltag? Husleje og gæld udgør en lang kæde. Den største udgift for ejere af f.eks. et indkøbscenter eller et lejlighedskompleks, og som ikke vil modtage husleje i en periode, er som oftest renter og afdrag på deres gæld, det være sig til banken eller til deres realkredit eller virksomhedsobligationer. I så fald ville de selv drage fordel af moratoriet. I enden af kæden sidder begribeligvis ejerne af kapital, være det sig banker, kapitalfonde, pensionskasser eller individuelle ejere af aktier og obligationer. Så omkostningerne vil blive fordelt ud ikke kun på velhavende ejere af kapital, men også på mere beskedne lønmodtagere, der vil se deres fremtidige pension skrumpe eller deres opsparing miste værdi. Men da foranstaltningen er midlertidig, vil det ikke være noget stort tab. Og da formuefordelingen er decideret skæv, vil den største byrde falde på dem, der er bedst i stand til at bære den.

Men hvad med bankerne, der formodes at have udlån af penge som deres væsentligste aktivitet? De vil naturligvis lide under et fald i indkomsten i en periode, men da lånene ikke vil blive betragtet som misligholdte, vil det ikke påvirke deres balance i denne periode. Udpumpningen af penge fra centralbankerne gør, at de mest udviklede økonomier svømmer i likviditet, så en likviditetskrise er heller ikke en umiddelbar trussel.

Den største udfordring er sandsynligvis de retslige aspekter, og det kompliceres yderligere af lån på tværs af grænserne. Men i krisetider er kriseforanstaltninger nødvendige.

Selv med et sådant indgreb er det sandsynligt, at der vil være behov for yderligere tiltag for at stimulere efterspørgslen og derved mindske virkningen af den næste økonomiske krise (uanset hvad den bliver udløst af). Det fremlægges ofte som om det vigtigste under en økonomisk krise er at øge de offentlige underskud for derved at opretholde den samlede efterspørgsel. Men måden, hvorpå det offentlige underskud øges, er af afgørende betydning. Nogle måder at stimulere efterspørgslen på er billigere end andre, hvilket betyder, at den samme effekt kan opnås med et lavere underskud på det offentlige budget. Og de fordelingsmæssige effekter er ikke de samme.

For at opretholde efterspørgselen og dermed produktionen og beskæftigelsen er virkningen af at sænke skatten meget forskellig fra f.eks. øgede investeringer i infrastruktur eller øgede udgifter til at forbedre den offentlige service eller til at øge overførselsindkomsterne til husholdninger med lav indkomst. En generel skattelettelse øger budgetunderskuddet, men virkningen på den samlede efterspørgsel er usikker. Hvis det er skatten på kapitalindkomst, der sænkes, er effekten under en økonomisk krise minimal – de fleste kapitalejere vil blot sidde på de ekstra penge og vente og se, hvad der sker. Hvis det er skattelettelser for lavindkomsthusholdninger, er det sandsynligt, at det vil bidrage til at de opretholder deres forbrug og det vil dermed have en meget større effekt. Hvis vi taler om tiltag, der er rettet mod at ændre adfærd, f.eks. ved at give skattelettelser eller tilskud til udvalgte investeringer, der betragtes som samfundsmæssigt fordelagtige, vil det sandsynligvis øge de private investeringer med et beløb, der er væsentligt større end omkostningerne for de offentlige finanser. Dette kunne for eksempel være tilskud eller skattelempelser for investeringer i vedvarende energi, energibesparelse, boligforbedringer, miljøforbedringer eller lignende. De øgede offentlige udgifter mobiliserer i dette tilfælde private penge, som ellers ikke ville være i spil. Og i det omfang de øgede offentlige udgifter indebærer en fremskyndelse af nødvendige investeringer i offentlig infrastruktur, vil den øgede offentlige gældsætning modsvares af et lavere behov for offentlige investeringer i fremtiden.

Så for at sige det kort: den måde, hvorpå vi skruer tiltag til at imødegå krisen sammen, har konsekvenser for, hvor effektive de er, altså hvad vi får for pengene. Og det har konsekvenser for indkomstfordelingen.

Efter mange år med sparepolitik i de fleste europæiske lande er låget på de offentlige kasser under koronakrisen pludselig blevet slået op på vid gab. Det har været forbløffende at se, hvordan politikerne har forsøgt at overbyde hinanden med forslag til at øge de offentlige udgifter. I nogle lande er private virksomheder blevet kompenseret for ikke at afskedige deres medarbejdere, der er ydet direkte kontantstøtte til husholdningerne, der er vedtaget redningspakker for udvalgte store virksomheder, perioden for modtagelse af arbejdsløshedsunderstøttelse er udvidet, osv. Der har ikke været nogen reel diskussion om, hvilken virkning disse foranstaltninger ville have, men snarere rene studehandler: hvis du giver mig dette til gavn for min kernevælgere, så giver jeg dig dette til gavn for dine.

Inden den næste krise er over os, og panikken spreder sig igen, burde der være en reel analyse og diskussion af de muligheder, vi har, og deres konsekvenser. Vi kan ikke bare fortsætte på denne måde.

http://www.quehacer.com.uy/index.php/capitalismo-quehacer/las-crisis/la-ultima-crisis/175-ocaso-y-decadencia/1485-nos-dirigimos-hacia-otra-crisis-economica

Læst 102 gange
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Thorbjorn Waagstein

Thorbjørn Waagstein, Economist, PhD, since 1999 working as international Development Consultant in Latin America, Africa and Asia.

Relaterede artikler

Mere i denne kategori:

2 kommentarer

  • Ebbe Ebbe Says: Tirsdag, 04 august 2020 16:28

    Hej Thorbjørn. Jeg finder dine analyser interessante at læse. En ting jeg har undret mig over, som du måske har viden om: Hvorfor har Argentina så svært ved at komme sig økonomisk? Der må da ligge mere end korruption til grund?

    Anmeld Kommentar link
  • Ole Jorn Ole Jorn Says: Mandag, 06 juli 2020 07:34

    Det er en klar og anskuelig beskrivelse af situationen. At det kan siges så tydeligt...

    Anmeld Kommentar link

Skriv en kommentar

Sørg for du indtaster de påkrævede oplysninger (*).
HTML kode er ikke tilladt.