06 04 2020

Olieprisen: når karteller bryder sammen

Moisture flare at the Obenour 1 and 2 well on the Evanson family farm in McKenzie County Moisture flare at the Obenour 1 and 2 well on the Evanson family farm in McKenzie County By Tim Evanson - https://www.flickr.com/photos/23165290@N00/9287130523/, CC BY-SA 2.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=27600010

Det nylige fald i olieprisen betegnes af mange som en 'saudi-russisk priskrig'. Dette er en forkert betegnelse. Der er to faktorer bag prisfaldet. For det første bliver olie mere og mere irrelevant, i og med at vedvarende energi bliver stadig billigere, og alle lande med store olieforekomster falder nu over deres egne ben for at pumpe så meget som muligt op af undergrunden, før det er for sent. For det andet fungerer OPEC+ oliekartellet ikke længere, da outsidere - også kaldet 'gratister' - har øget produktionen så meget, at kartellet ikke længere er fordelagtigt for deltagerne. Disse to faktorer er dødsstødet for OPEC+, og de gode tider for olieindustrien med høje oliepriser kommer aldrig igen. Faldet i efterspørgsel på grund af COVID-19 er ikke årsagen, det er kun den udløsende faktor.

Jeg har andetsteds diskuteret, hvordan de fossile brændstoffer bliver stadig mindre konkurrencedygtige på grund af de faldende omkostninger for vedvarende energi og det politiske pres i mange lande for at udfase fossile brændstoffer på grund af klimaforandringerne – uanset Trump. Dette er efter min mening den mest grundlæggende langsigtede faktor bag det nylige kollaps i oliepriserne. Naturligvis er der også kortsigtede faktorer, der er vigtige: faldet i efterspørgsel på grund af COVID-19 og manglen på ledig kapacitet til lagre olien. Men det er forbigående faktorer.

Den anden grundlæggende faktor er sammenbruddet af OPEC+ kartellet. Dette er som nævnt blevet omtalt som en saudi-russisk priskrig, eller alternativt som et saudi-russisk frontalangreb på den blomstrende amerikanske skiferolie (shale-oil) industri. Men det er ikke det, der foregår.

Som enhver økonomi-studerende ved, er karteller baseret på monopolpriser. Fastsættelsen af prisen er en balancegang mellem på den ene side at vride så mange penge som muligt ud af kunderne og på den anden side undgå, at det giver et for stort fald i efterspørgslen. Det kaldes den optimale monopolpris. Det fungerer fint, så længe medlemmerne af kartellet ikke snyder for meget ved at producere mere end de aftalte produktionskvoter. Og så længe monopolet ikke bliver udsat for alvorlig konkurrence fra udenforstående, altså fra producenter, der ikke deltager i kartellet.

For OPEC var snyderi historisk set det største problem. Men udenforstående, som nyder godt af den høje pris, som kartellet sikrer, er efterhånden blevet det største problem for kartellet. Rusland har i løbet af det sidste årti været en af disse outsidere, der har nydt godt af de høje oliepriser, men efter pres fra Saudi-Arabien accepterede det i 2018 (modvilligt) sammen med en gruppe andre producentlande uden for OPEC, at tilslutte sig en løsere version af kartellet, ofte benævnt OPEC+. Det hjalp med til at hæve olieprisen for en tid.

Men det er en anden outsider, USA, der i løbet af de sidste par år har haft mest fordel af OPEC+ aftalen, da den høje pris har gjort det muligt at øge produktionen af skiferolie, til trods for at den er meget dyrere at producere, og USA er nu blevet verdens største olieproducent, mens OPEC+ -medlemmerne har begrænset deres produktion, som det kan ses i nedenstående figur.

 

Kilde: BP Statistical Review of World Energy 2019

Dette har begribeligvis skabt fortørnelse inden for OPEC+, og det er især russerne, der er utilfredse med at skulle afgive markedsandele til amerikanske skiferolieproducenter. De sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor lavomkostningsproducenter skal begrænse deres produktion for at give plads til amerikanske højomkostningsproducenter. Så kom faldet i efterspørgslen efter olie på grund af COVID-19, Saudi-Arabien foreslog Rusland en yderligere begrænsning af produktionen, Rusland nægtede at være med mere, og olieprisen faldt som en sten.

Olie er en begrænset ressource, og omkostningerne ved at udvinde den afhænger af lokale forhold. Vi ved ikke nøjagtigt, hvor meget den koster at udvinde, da der er meget hemmelighedskræmmeri i oliebranchen, så alle skøn indebærer en vis portion gætteri. Det er den almindelige opfattelse, at Saudi-Arabien (og andre producenter i Mellemøsten) er særligt velplacerede: olien bobler nærmest op af jorden af sig selv, og omkostningerne anslås at være 8-10 dollar pr. tønde (eller måske endnu mindre). Rusland menes at være i stand til at producere olie for omkring 10-12 dollar pr. tønde. Vi ved også, hvem der befinder sig i den modsatte ende: Canadisk tjæresand, arktisk dybhavsolie og andre olieforekomster, der er krævende at udvinde. Generelt ville vi forvente, at de billigste olieforekomster blev udnyttet først og de dyreste til sidst - om nogensinde. Men når et kartel holder prisen oppe, er der en mulighed for at outsidere med høje omkostninger kan udvide deres produktion og tjene penge på det.

Der gættes meget på, hvad omkostningerne ved produktion af amerikansk skiferolie egentlig er. For nogle år siden var den almindelige antagelse, at gennemsnitsomkostningen lå omkring 60 dollar pr. tønde, eller højere, men efter krisen i 2015 har de amerikanske skiferolieproducenter skåret deres omkostninger ned, og det hævdes, at de nu ligger på omkring 40-45 dollar. Det betyder, at så længe olieprisen er omkring 40-45 dollar eller højere, fortsætter de med at producere. En nylig rapport fra et institut under IMF hævder, at omkostningerne ved amerikansk skiferolie kun er omkring 20 dollar pr. tønde, mens produktionsomkostningerne i Rusland hævdes at være omkring 40 dollar. Det lyder usandsynligt - hvis det var tilfældet, ville amerikanerne være godt tilfreds med den faldende pris, da den ville presse russerne ud. Men de er absolut ikke tilfredse.

Den amerikanske skiferolieindustri er lidt af et mysterium. I det sidste årti har der været mange dystre forudsigelser om, at dens sammenbrud var nært forestående, men alligevel er den stadig i fuldt vigør og vokser hurtigt - i det mindste indtil for nylig. Til trods for denne vækst har skiferolieselskaberne ikke kunnet producere en positiv pengestrøm i det sidste årti. Det ligner mistænkeligt et stort pyramidespil – selskaberne låner til høje omkostninger (via obligationer, der er tæt på ”junk”) for at kunne fortsætte med at bore efter olie og samtidig betale de gamle lån tilbage. Nu er lånemulighederne pludselig tørret ud, og mange af dem står derfor over for betalingsstandsning eller fallit. De klynger sig til håbet om, at OPEC vil redde dem ved at hæve olieprisen igen, måske med en hjælpende hånd fra deres olieglade præsident, Donald Trump.

Se på udviklingen i olieprisen i det sidste årti:

Kilde: BP Statistical Review of World Energy 2019

Den amerikanske skiferolieindustri blev ramt af krise i 2015, da olieprisen faldt til under 40 dollar pr. tønde. OPEC+ kom dem til undsætning ved at begrænse produktionen, og priserne steg igen til 60 dollar. Den amerikanske skiferolieindustri var rystet i sin grundvold, men efter at have skåret sine omkostninger ned fik den et come-back. Så 60 dollar er tilsyneladende tilstrækkeligt selvom det som nævnt aldrig er lykkedes for den at producere en positiv pengestrøm.

Hvad er nu den bedste strategi for OPEC+? For de producentlande, der har lave omkostninger, det langsigtede mål være at udvinde så meget af deres olie som muligt inden for det næste årti eller to, inden konkurrencen fra vedvarende energi, elbiler osv. for alvor begynder at gøre ondt. Lad os gætte , at de amerikanske skiferolieselskaber rent faktisk er i stand til at producere olie til en pris 35-40 USD, i det mindste fra de bedste oliefelter. Den optimale strategi for OPEC+ derefter være at producere nok olie til at holde prisen i intervallet 35-40 USD, dvs. hverken for lidt eller for meget. Det vil sandsynligvis tvinge dele af den amerikanske skiferolieindustri til at lukke og samtidig stadig give de fleste OPEC+ lande en pæn fortjeneste fra olien. Det var sandsynligvis også det, Rusland havde i tankerne, da efterspørgslen efter olie begyndte at falde som følge af COVID-19, og det foreslog Saudi-Arabien at vente og se snarere end at begrænse produktionen yderligere. Saudiernes strategi - hvis de altså har nogen - ser ud til at være at oversvømme markedet med olie for hurtigt som muligt at knække de amerikanske skiferolieproducenter (og om muligt også russerne). Men der er en risiko for, at det Saudiske Kongehus med sin hær af prinser, der forventer at kunne leve af olieindtægterne, går fallit forinden. Det anslås, at Saudi-Arabien med en oliepris på 35 dollar vil have et underskud på de offentlige finanser svarende til 15% af dets bruttonationalprodukt i 2020. Det er ikke holdbart. I en kartelkrig er det ikke nok at have de laveste produktionsomkostninger – der kræves også en solid pengetank.

Mit gæt er, at Rusland og Saudi-Arabien og resten af OPEC+ vil blive enige om at foretage en midlertidig begrænsning i produktionen, men for at holde russerne inden for aftalen på længere sigt, bliver de nødt til at sigte mod et prisniveau, der kun vil tillade de mest effektive amerikanske skiferolieproducenter at være med. Det vil sige, at prisen skal ligge et sted mellem 35 og 45 dollar. Det er ikke en aftale, som USA vil være tilfreds med, da det betyder enden for en del af den amerikanske skiferolieindustri.

Hvad kan USA da gøre? Hvordan kan de imødegå dette ondskabsfulde internationale komplot mod den blomstrende amerikanske olieindustri? Den amerikanske regering presser lige nu sine saudiske underordnede hårdt for at få dem til at skære deres olieproduktion ned, og de truer endog med at trække deres støtte til det Saudiske Kongehus tilbage. Trump har efter sigende sagt til Kong Salman, at "det er ikke sikkert, at du er der om to uger". Ruserne er vanskeligere at håndtere, og det er usandsynligt, at trusler om flere sanktioner vil få dem til at begrænse deres olieproduktion. Selv hvis det skulle lykkes USA at få OPEC+ til at foretage midlertidige nedskæringer i produktionen under COVID-19-pandemien, er dette ikke en bæredygtig langsigtet strategi. På kort sigt kan den amerikanske regering forsøge at forhindre et sammenbrud af skiferolieindustrien med en hjælpepakke for nogle af de svageste virksomheder, eller ved at formidle at nogle af de større virksomheder (f.eks. Exxon, Chevron, Shell og BP) overtager de mest forgældede mindre producenter. En del af olieindustrien lobbyer for at få indført en told på importeret olie. ”Plan A er at få Saudi-Arabien og Rusland til at tale sammen og aftale en nedskæring af produktionen. Men hvis det tager for lang tid eller mislykkes, vil præsidenten ty til plan B - protektionistiske foranstaltninger for at hjælpe de indenlandske producenter, siger Bob McNally, leder af konsulentvirksomhed Rapidan Energy Group. Det er et interessant forslag - der ville derefter være to markeder for olie, det amerikanske hjemmemarked med høje priser og et verdensmarked med lavere priser. Eller mange lukkede hjemmemarkeder med høje priser og et internationalt marked med lave priser, hvor overskydende produktion dumpes – det er sådan markedet for f.eks. sukker har fungeret i årtier, så det er ikke umuligt at forestille sig. Et andet forslag er at tvinge de amerikanske skiferolieproducenter til at begrænse produktionen, f.eks. som en del af en aftale mellem USA og OPEC+. Jeg vil tro, at dette ville give problemer med den amerikanske konkurrencelovgivning, men det kan måske lade sig gøre som en nødforanstaltning under henvisning til nationale sikkerhedsinteresser.

Den amerikanske regering er ikke i nogen nem situation lige nu. Den normale løsning ville være at bruge den amerikanske militære overmagt til at invadere et land, der kan hævdes at være den onde og skyld i problemerne, men bortset fra at øge præsidentens popularitet på kort sigt, er det vanskeligt at se, hvordan det kan bidrage til at redde den amerikanske skiferolieindustri på længere sigt – det kan kun lavere produktionsomkostninger (kombineret med en slækkelse af miljølovgivningen, da skiferolien er en ualmindeligt svinende industri).

Billig olie er kommet for at blive. Produktionsomkostningerne for amerikansk skiferolie og andre højomkostningsproducenter vil på længere sigt sætte den øvre grænse for olieprisen, og alle producenter, der er i stand til at producere olie med overskud til den pris, vil gøre alt for at få deres olie ud af jorden, før det er for sent.

Læst 515 gange
Bedøm denne artikel
(2 bedømmelser)
Thorbjorn Waagstein

Thorbjørn Waagstein, Economist, PhD, since 1999 working as international Development Consultant in Latin America, Africa and Asia.

Relaterede artikler

Mere i denne kategori:

1 kommentar

  • Ole Jorn Ole Jorn Says: Tirsdag, 07 april 2020 12:40

    Klar og interessant beskrivelse af den indviklede situation. At Trump ikke længere er det saudiske kongehus' gode ven viser sig blandt andet i kampene i Yemen, hvor de saudiske styrker ikke klarer sig længere godt.

    Anmeld Kommentar link

Skriv en kommentar

Sørg for du indtaster de påkrævede oplysninger (*).
HTML kode er ikke tilladt.