05 11 2019

Skyd ikke skylden på Christina

Christina and Lula Christina and Lula https://commons.wikimedia.org/wiki/Cristina_Fern%C3%A1ndez_de_Kirchner#/media/File:Cristina_y_Lula_2.jpg

Da Mauricio Macri blev valgt som præsident for Argentina 2015, var stemningen ekstatisk i Washington, EU og - ikke mindst - det latinamerikanske højre. Endelig kunne man slippe af med den inkompetente og populistiske regering i Argentina. ”Teknokraterne til redning”, skrev det engelske tidsskrift "The Economist". ”Han vælger kompetente teknokrater til at besætte de vigtigste økonomiske poster”, hævdede de. Desværre tabte Macri præsidentvalget i oktober i år, efter at have gjort en heroisk indsats for at redde landet, og de samme populistiske, skadelige politikere får nu et comeback. Sådan er fortællingen i det meste af den etablerede internationale presse. Men fortællingen er ikke kun misvisnede - den er en åbenlys fordrejning af fakta.

En af de mest forbavsende versioner stod Danmarks Radio for. Deres korrespondent i Buenos Aires, Kristian Almblad, fortæller således: "Landet har med ganske små udsving været i økonomisk krise siden 2001, hvor der var et kæmpe krak. Dengang måtte man optage nogle store lån, som man stadig betaler af på" og han konstaterer: "Der er bred enighed blandt eksperter om, at (..) Cristina (...) var økonomisk uansvarlig."

Inden vi helt glemmer historien: Argentina var i 1990'erne yndlingen under den neoliberale begejstring, der greb verden efter Sovjetunionens fald. Under velvilligt opsyn fra Washington, IMF og Verdensbanken gik Argentina under præsident Carlos Ménem igang med en radikal reformpolitik, der gjorde pesoen fuldt konvertibel og bandt den til den amerikanske dollar, offentlige virksomheder blev privatiseret, økonomien blev liberaliseret og åbnet for udenlandsk konkurrence (og i øvrigt blev den chilenske general Augusto Pinochet dekoreret, og de argentinske officerer der havde været involveret i den beskidte krig, der førte til anslået 30.000 døde, fik amnesti). IMF holdt Ménem frem som et lysende eksempel til efterfølgelse for andre udviklingslande. Men det lysende eksempel endte i en katastrofe - med en overvurderet peso begyndte økonomien i 1996 at synke og den kollapsede så i 2000 (nu med Fernando de la Rua, Ménems efterfølger, som præsident). Det udløste store støttepakker fra IMF, hvoraf en stor del blev ødslet væk i et dårligt gennemtænkt forsøg på at opretholde pesoens værdi en-til-en til dollaren. I sidste ende var det eneste håndgribelige resultat forøget gældsætning.

Den relativt ukendte Nestor Kirchner vandt derefter præsidentvalget i 2003, hvor Ménem trak sig fra anden runde, da han forudså, at han ville tabe. På det tidspunkt var det klart, at det ikke var muligt at betale udlandsgælden tilbage, og Kirchner valgte derfor at erklære, at landet var villigt til at betale gælden tilbage, men at der var behov for en større nedskrivning (som amerikanerne kalder et "hair-cut"). Det forvandlede Nestor Kirchner til det "internationale finansielle samfunds" hadefigur nummer et. Det lykkedes Argentina at omlægge gælden med et "hair-cut" på omkring 73%. Den argentinske økonomi gjorde en kovending og oplevede en kraftig økonomisk vækst- Efter kun tre år overgik bruttonationalproduktet niveauet fra før krisen.

Kilde: Verdensbanken, Atlas Method (https://data.worldbank.org/indicator/NY.GNP.PCAP.KN)

En sammenligning med Grækenlands gældskrise i 2007, hvor en "default" (altså stop for betaling på gælden) under pres fra EU blev afvist som en mulighed, falder faktisk ud til Argentinas fordel, som det kan ses af figuren nedenfor. IMF forventer at Grækenlands økonomi i 2023 stadig vil ligge 17 procent under niveauet fra før krisen - efter 12 års krisestyring ledet af EU og IMF! Faktisk forventer IMF at Grækenlands økonomi først vil vende tilbage til før-krise niveauet i 2034!

Kilde: Verdensbanken (https://data.worldbank.org/indicator/NY.GNP.PCAP.KD?end=2018&locations=GR&start=2000)

Samtidig indebar en social omfordelingspolitik, at fattigdomen i Argentina blev mere end halveret, den ekstreme fattigdom blev bragt ned til 5% og arbejdsløsheden blev reduceret fra 26% til 7% (årsagen til at Kirchner-Fernández fik tildelt betegnelsen "populistisk").

Dette betyder ikke, at arven efter Kirchner-Fernández ikke havde skyggesider. Som det ses af figuren ovenfor, gik den økonomiske vækst praktisk taget i stå efter 2011 (blandt andet på grund af faldende priser for Argentinas vigtigste eksportvarer), der var stadig en række indgreb, der ikke befordrede effektivitet i økonomien (kontrol med valutaen, kunstigt lave priser på el og vand osv.), inflationen var på omkring 20%, og der var (moderate) underskud på de offentlige finanser og på betalingsbalancen. Men fattigdomen var som nævnt blevet reduceret markant, arbejdsløsheden var relativt lav og ikke mindst: udlandsgælden var håndterbar (52% af bruttonationalproduktet). Så den økonomi, Macri overtog i 2015, stod i stampe, og der var behov for nye tiltag, men der var absolut ingen akut krise.

En af udfordringerne var, at Argentina ikke havde adgang til de internationale finansielle markeder, da amerikanske ådselgrib-fonde ("vulture funds"), der havde købt en mindre del af den argentinske gæld til spot-pris, holdt ud og insisterede på, at de skulle betales fuldt ud (og dermed tjene hundreder af procent i gevinst). De blev støttet af en amerikansk dommer, som de selv havde valgt. Dette gjorde det umuligt for Argentina at honorere betalingerne på gælden, da betalingerne blev konfiskeret af disse fonde i stedet. Med andre ord, ren statssponsoreret pengeafpresning, som Christinas regering havde nægtet at bøje sig for.

I stedet for at anerkende den delikate balance, der var i den argentinske økonomi, gik Macri igang med hurtige reformer. Hans første prioritet var at få adgang til det internationale kapitalmarked, så han kunne låne penge. Så han accepterede at betale de amerikanske ådselgrib-fonde 4,65 milliarder USD (ved at udstede friske statsobligationer og dermed starte en ny forgældelse af landet). Han fjernede kontrollen med kapitalbevægelser, og internationale kapitalfonde sendte en strøm af dollars til landet for at købe kortfristedee statsobligationer (kaldet LEBAC), tiltrukket af den høje rente og dermed udsigten til hurtig gevinst (mens de velhavende argentinere vare mere snu, og greb chancen for at skaffe deres penge ud af landet). Han ophævede priskontrollen på el og vand og fjernede afgiften på eksporten af landbrugsprodukter (og efterlod dermed et gabende hul i de offentlige finanser). Den økonomiske udvikling under det første år med Macri var ikke god, men i 2017 så det ud som om, økonomien var ved at komme sig, drevet af kapitalindstrømningen fra udlandet, og det hjalp Macri til et godt resultat af midtvejsvalget i 2017, der styrkede hans position i kongressen. Men det var en kort fornøjelse. Inflationen steg, den kortfristede udenlandske kapital flygtede fra landet, og pesoen kom under pres. I midten af 2018 kom IMF, ledet af Christina Lagarde, Macri til hjælp med den største økonomiske pakke, IMF nogensinde har leveret: 57 milliarder dollar. For at gøre det hele værre, "frontloadede" de støtten, dvs. det meste blev betalt ud på en gang, baseret på fantasifulde prognoser om, hvordan udviklingen i landet ville vende, og der ville komme en hurtig økonomisk vækst. Ren fantasi. Det skete selvfølgelig ikke. Kritikere beskylder IMF for at have gældsat Argentina med 57 milliarder dollars for at finansiere kapitalflugten.

Da Macri kom til i 2015 bifaldt stort set alle de internationale og nationale dominerende medier den ny regering, og IMF og Verdensbanken glædede sig over at have fået Argentina tilbage i folden (Christina-regeringen havde betalt gælden ud og uden store fanfarer smidt dem ud af landet). Der var dog også i denne næsten enstemmige jubel mere velovervejede stemmer, der advarede om, at IMF og Argentina var i gang med at gentage fortidens fejl. Dem blev der ikke lyttet til.

Men kunne Macri have handlet anderledes? Var Argentina ikke modent til reformer? Ja, han kunne have handlet anderledes, hvis ikke han og hans folk havde været så optaget af deres egen klasses interesser og så forblændede af ideologiske dogmer og forældede økonomiske teorier, der var kommet på mode i de glade nyliberale halvfemserne. Udenlandsgælden er nu tilbage på et niveau, hvor der ikke nogen vej uden om en gældsomlægning, inflationen er på over 50%, mere end en tredjedel af befolkningen lever i fattigdom, og arbejdsløsheden er kraftigt voksende.

Macri og IMF har efterladt et håbløst rod til den kommende regering, hvoraf det mest utilgivelige er endnu engang at have gældsat landet, uden at der er kommet noget positivt ud af det. Den nye regering står over for udfordringer, der er alt andet end misundelsesværdige.

Så skyd ikke skylden på Christina.

Læst 312 gange
Bedøm denne artikel
(2 bedømmelser)
Thorbjorn Waagstein

Thorbjørn Waagstein, Economist, PhD, since 1999 working as international Development Consultant in Latin America, Africa and Asia.

Relaterede artikler

Mere i denne kategori:

Skriv en kommentar

Sørg for du indtaster de påkrævede oplysninger (*).
HTML kode er ikke tilladt.