29 06 2019

Den amerikanske handelskrig mod Kina vil ændre historien (2)

Major powers plan to cut up China for themselves. The US claiming its part. Major powers plan to cut up China for themselves. The US claiming its part. Punch Aug 23, 1899, by J. S. Pughe. Library of Congress statement : No known restrictions on publication.

Den igangværende amerikanske handelskrig mod Kina vil få dybe, langsigtede konsekvenser, uanset om der i sidste ende bliver indgået en aftale mellem USA og Kina. Havde det kun været et spørgsmål en utilregnelig amerikansk præsident, ville virkningerne måske kunne begrænses. Men Trump er ikke alene. Den almindelige stemning i det amerikanske establishment er, at der skal dæmmes op for Kina, eller at det måske endda skal rulles tilbage. Så nøgleordet er nu "afkobling" af den amerikanske økonomi fra Kina.

Og hvorfor denne "afkobling" (”disentangling”)? Globaliseringen indebærer, at alle de større økonomier er blevet "flettet sammen" (”entangled”), da forsyningskæderne for de fleste produkter nu krydser grænserne. Komponenter fra forskellige lande bruges til at fremstille de fleste produkter i USA, Europa, Kina osv. Tillid er afgørende for disse forsyningskæder. Et firma skal kunne stole på, at de komponenter, der indkøbes fra land X, kommer frem til tide og til den aftalte pris for at kunne fremstille sine produkter.

Når man pludselig indfører høje toldafgifter, giver det mudder i forsyningskæderne. Men når man pludselig lukker helt af for adgangen til komponenter, som et firma har baseret sin produktion på, gør det langt mere skade. Det er ikke et spørgsmål om, at komponenterne bliver dyrere. De er simpelthen ikke tilgængelige mere. Hvis der ikke er mulighed for at købe dem andetsteds, går produktionen i stå. Dette er, hvad USA har gjort, først mod en kinesisk telekommunikationskæmpe, ZTE, i 2018, og nu mod det endnu større kinesiske teleselskab Huawei. Den kortsigtede effekt er stor. Men den langsigtede effekt er langt mere dybtgående, da USA signalerer til Kina, at det ikke længere kan stole på amerikanske leverandører. Dette vil igangsætte en langsigtet proces i Kina for at erstatte amerikansk teknologi. Selv hvis der nås en aftale mellem USA og Kina i den nærmeste fremtid, er skaden sket. Tilliden er brudt. Og kineserne har klart fattet budskabet: de bliver nødt til at stole på deres egen teknologi eller teknologi fra troværdige allierede, for ellers vil afhængigheden blive brugt imod dem på et eller andet tidspunkt. Det er årsagen til, at Kina er i gang med at udarbejde en liste over ”upålidelige instanser”, der omfatter virksomheder og enkeltpersoner, der "med ikke-kommercielle formål blokerer eller afskærer forsyninger til kinesiske virksomheder". Listen er endnu ikke offentliggjort og vil sandsynligvis heller ikke blive det, hvis der indgås en aftale med USA.

Fra USA's synsvinkel ser det helt anderledes ud. Kineserne kunne bare give efter, opgive deres stræben efter teknologisk lederskab, acceptere deres rolle længere nede i teknologibranchens hierarki, og deres problemer ville være overstået. Kan det virkelig være så svært? Andre har gjort det. Europa, Japan, Sydkorea. Men de forstår ikke hvordan Kina tænker og føler. Kina har uden tvivl mere brug for en aftale end USA har, så de er villige til at gøre betydelige indrømmelser. Men der er flere røde linjer, som de næppe vil acceptere at amerikanerne krydser. Den vigtigste i forbindelse med handelskrigen er, at de ikke vil opgive deres industripolitik, som har til mål at opbygge en højteknologisk industri inden for nøgleområder som halvledere, kunstig intelligens, elbiler, flyindustrien mv. På det politiske område vil de ikke forhandle om Kinas enhed (som for Kina indbefatter Taiwan og Hongkong), og de vil ikke acceptere et evigt amerikansk militærherredømme i Østasien ved at begrænse deres militære opbygning. Hvis det er penge, USA ønsker, vil de helt sikkert få dem. Historisk har Kina i de sidste to årtusinder ofte købt fred ved at betale store beløb (hovedsagelig i form af silke) som beskyttelsespenge til barbariske stammer på deres nordlige og vestlige grænser, ud fra den simple betragtning at det var billigere end at føre uendelige krigs mod dem. De er sandsynligvis villige til at betale afpresningspenge til amerikanerne ud fra den samme logik.

Men selv med en aftale er der risiko for, at verden splittes op i hovedsageligt to konkurrerende højteknologiske områder med begrænset teknologisk udveksling eller handel mellem dem. Det var det, der skete under den kolde krig, og det var uden tvivl en vigtig årsag til Sovjetunionens sammenbrud. Det er selvfølgelig økonomisk ineffektivt, da det betyder dublering af forskning og udvikling, risiko for uforenelige teknologiske systemer osv. Hvis der i dette scenario opretholdes en vis handel, vil det på den anden side også medføre fordele, idet monopoler vil blive nedbrudt og der vil komme flere valgmuligheder. Specifikt vedrørende Huawei og mobiltelefonindustrien er det Qualcomm og Arm’s dominans inden for mobile processorer og Google/Android-Apples dominans indenfor mobile operativsystemer, der står på spil. Men striden rækker langt ud over mobiltelefonindustrien og 5G.

Ville Kina være i stand til at overleve og trives i tilfælde af at landet bliver isoleret teknologisk? Måske, måske ikke. Pessimisterne peger som et eksempel på, at kineserne har været ude af stand til at få deres egne computerchips og operativsystemer til at slå igennem på markedet. Optimisterne peger på det kinesiske rumprograms succes og udviklingen af ​​supercomputere, selv om Kina på disse områder har været fuldstændigt afskåret fra vestlig teknologi på grund af amerikanske sanktioner. De vil hævde, at grunden til, at kineserne stadig bruger Windows, Android, Intel processorer osv., til trods for regeringens bestræbelser på at udvikle hjemmeproducerede komponenter og software, er, at private kinesiske virksomheder endnu ikke har set det som en nødvendighed, så der har ikke været noget marked for disse hjemmeproducerede løsninger. Selv Huawei-grundlæggeren, Ren Zhengfei, har indtil for nylig argumenteret mod at skifte over til indenlandske komponenter og software, da de internationale forsyningskæder i mange tilfælde er mere effektive. Handelskrigen har ændret denne holdning. Men "afkoblingen" vil være dyr for kineserne, måske for dyr til at være mulig. Meget afhænger af, om europæerne og Japan bakker op om USA i en total teknologisk isolering af Kina.

Nogle anser et sammenbrud i forhandlingerne som utænkeligt i betragtning af, hvor afhængig Kina er af handelen med USA. Det er dog ikke sikkert, at det er rigtigt. USA tegnede sig i 2017 for 19% af Kinas eksport. Da den samlede eksport udgjorde omkring 18,5% af Kinas BNP, betyder det, at eksporten til USA udgjorde omkring 3,5% af det kinesiske BNP. Da det skønnes, at importerede komponenter udgør omkring 50% af den kinesiske eksport, ville virkningen på Kina, hvis al eksport til USA ophørte, ligge på omkring 1,75% af BNP. Det er meget, men for en økonomi, der vokser med 6-6,5% årligt, er det ikke ødelæggende. Dertil kommer, at de afsluttende samleprocesser for en del af den kinesiske eksportproduktion sandsynligvis ville blive flyttet til nabolandene, der ikke er underlagt de nye amerikanske toldsatser, for dermed at omgå sanktionerne. Alt i alt skal man nok ikke overvurdere virkningen af de toldafgifter, Trump administrationen har lagt på den kinesiske eksport. Den mest mærkbare effekt på den kinesiske økonomi vil som nævnt snarere komme af, at kinesiske virksomheder bliver afskåret fra at kunne importere nødvendige højteknologiske komponenter og udstyr.

Hvordan vil handelskrigen ende? Det er svært at sige. Mit gæt er stadig, at der vil komme en form for aftale, men at den teknologiske handelskrig vil fortsætte, selvom den nok vil køre i lavere gear. Et totalt brud er naturligvis stadig en mulighed, blandt andet fordi Trump har malet sig op i en krog, som det kan være vanskeligt at komme ud af, uden at det ligner et nederlag. Som nævnt vil konkurrencen om, hvem der kan være hårdest mod kineserne, køre for fulde hammer under den kommende amerikanske valgkampagne op til 2020 valget, da ingen af kandidaterne vil risikere at blive beskyldt for at være bløde over for Kina. De liberale vil sige, at dette skyldes kinesiske menneskerettighedskrænkelser (uighurer, tibetanere, internetcensur, overvågningsstaten osv.), og behovet for at forsvare den frie verden, mens nationalisterne vil tilføje behovet for at dæmme op for Kina og forhindre det i at blive en geopolitisk konkurrent.

Og hvad med stakkels gamle Europa? EU-landene kan vælge at se bort fra deres egne interesser og fortsætte med ubetinget at støtte USA, hvis ikke af andre årsager så på grund af deres stærke teknologiske afhængighed af USA og dermed deres sårbarhed over for USAs extraterritoriale tiltag. Det land, der har mest på spil, er Tyskland, som har en velfungerende og velafbalanceret handel med Kina. Tyskland har fremhævet nødvendigheden af, at Europa står sammen og finder en fælles politik over for Kina, Rusland og USA. Det vil imidlertid være svært at få EU landene til at stå sammen, hvis dette indebærer at gå imod USA. EU landene er stærkt splittede over mange ting, de har en stor offentlig gældsbyrde, de skal finde ud af, hvordan de skal tackle effekterne af Brexit og så har de EU's evige udvidelsesproces (Ukraine, Belarus, Georgien, Armenien, Tyrkiet osv.). Dertil kommer, at USA har flere ubetingede allierede i EU (Polen, de baltiske lande, Danmark), som er villige til at underminere ethvert forsøg på en fælles politik, hvis det kan opfattes som værende i strid med amerikansk politik (bare tag den dansk blokering af Nord Stream 2 gasledningen fra Rusland til Tyskland, hvor man følger den amerikanske linje og ignorerer tyskerne, for hvem projektet har høj prioritet som et middel til samtidigt at udfase både kul og atomkraft). Samtidig er EU landenes traditionelle økonomiske styrkepositioner på mange områder truet.

Alligevel er det mest sandsynlige scenarie, at vi får en mere og mere splittet teknologisk verden delt op mellem USA, Japan og et modstræbende EU på den ene side og Kina, Centralasien og Rusland på den anden side. Udviklingslandene vil blive hårdt presset af USA til at vælge side også, men især de østasiatiske lande vil gøre alt for at undgå at skulle gøre det, da deres samhandel med Kina er vigtigere end deres samhandel med USA og EU. Hvordan det ender, er ikke let at forudsige.

 To read the first article, click here.

_________________________________________________________

Note: Trumpadministrationens Kina-politik skulle efter sigende være defineret i en tale af vicepræsident Pence i oktober 2018. I dette har han de mest utrolige og latterlige, historisk ukorrekte udtalelser. Nogle eksempler: (i) ”Amerika nægtede at deltage i Kinas århundrede af ydmygelse”. Dette er simpelthen usandt. I 1844, da Kina allerede var i knæ efter det britiske overfald på Kina (den første opiumkrig), underskrev USA og Kina den ydmygende Wanghia traktat. Det er rigtigt, at USA ikke deltog i den skammelige anden opiumkrig, der kulminerede med plyndringen og nedbrændingen af sommerpaladset i Beijing i 1860, men USA deltog sammen med Storbritannien og andre europæiske magter (inkl. Rusland) i undertrykkelsen af ”bokser”-opstanden (1899 og 1901). (ii) "Vi genopbyggede Kina i løbet af de sidste 25 år" (gør han grin?), (iii) ”Amerikanske missionærer (...) spredte ikke kun deres tro, men (...) grundlagde nogle af Kinas første og fineste universiteter” (!?), (iv)”Amerika sikrede, at Kina blev medlem af FN”. Gjorde de det? USA insisterede på, at Chiang Kai-shek's Taiwan, dergang med 6 millioner indbyggere, skulle repræsentere Kina i FN og i FNs Sikkerhedsråd, indtil Nixon-Kissinger i 1971 lavede en aftale med Kina, der blandt andet omfattede anerkendelse af Kina i FN og i FNs Sikkerhedsråd. Og så videre…...

Nedenfor nogle fotos fra "Bokser" krigen 1898-1901 (oprørerne  blev af vestlændingene kaldt "boksere" pga. deres ritualer) så man bedre kan forstå kinersernes følelser i forbindelse med at verdens frie, democratiske og civilicerede nationer belærer dem om, hvad de skal gøre :

Tropper fra Otte-nations alliancen 1900 i Kina. Fra venstre til højre: Storbritanien,  USA, Australien (den gang ibritisk koloni), Indien (også britisk koloni), Tyskland (Dengang det Tyske Kejserrige), Frankrig, Østrig-Ungarn, Italien, Japan. By Anonymous - Historica, Yamagawa shuppan, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=12208599

 

"Bokser" oprørere taget til fange af amerikanske tropper i 2001 i Tianjin. By ralph repo - Boxer Prisoners Captured By 6th US Cavalry, Tientsin, China [1901] Underwood & Co [RESTORED], CC BY 2.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=33422352

 

En kinesisk fange, formentlig en "bokser", bliver halshugget foran en kinesisk folkemængde. Europæiske embedsmænd betragter henrettelsen. https://wellcomeimages.org/indexplus/obf_images/aa/14/cbcbadc77d1feb7511ea15af72b3.jpg Gallery: https://wellcomeimages.org/indexplus/image/V0031250.html

 

 Henrettelse af "Bokser" rebeller for at tilfredsstille udenlandske magter. https://en.wikipedia.org/wiki/Boxer_Rebellion#/media/File:Execution_of_Boxers_after_the_rebellion.png. File created by Jeff Lea. Author unknown - Postcard

Læst 264 gange
Bedøm denne artikel
(1 Bedømmelse)
Thorbjorn Waagstein

Thorbjørn Waagstein, Economist, PhD, since 1999 working as international Development Consultant in Latin America, Africa and Asia.

Relaterede artikler

Mere i denne kategori:

Skriv en kommentar

Sørg for du indtaster de påkrævede oplysninger (*).
HTML kode er ikke tilladt.