27 06 2019

Den amerikanske handelskrig mod Kina vil ændre historien (1)

Den britisk-franske plyndring og afbrænding af det kejserlige sommerpalads i Beijing i 1860 under den anden opiumkrig. Den britisk-franske plyndring og afbrænding af det kejserlige sommerpalads i Beijing i 1860 under den anden opiumkrig. Émile Bayard - http://www.lessignets.com/signetsdiane/calendrier/sept/21.htm http://www.transasiart.com/voyageurs/voyageurs03/srs03dpalikao.htm

Den igangværende handelskrig, som USA har sat i værk mod Kina, vil ændre det 21. århundredes historie, uanset om parterne i sidste ende når frem til en aftale eller ej. Handelskrigen signalerer, at USA har besluttet sig til med alle til rådighed stående midler at forhindre, at Kina bliver til en økonomisk supermagt. Det er en er yderst farlig politik, som i øvrigt er dømt til at mislykkes. Kinas befolkning er mere end fire gange større end USAs. Efterhånden som Kina udvikler sig, vil dets økonomi uundgåeligt overgå USAs. Der er ikke noget, USA kan gøre for at forhindre det, så de bliver nødt til at lære at leve med det. Desværre ser en væsentlig del af det amerikanske establishment anderledes på det.

Efterhånden som historien udvikler sig, ændres styrkeforholdene, tidligere stormagter svinder ind, og andre magter vokser og overtager deres plads. Det er svært for en skrumpende stormagt at acceptere dette, især er det svært for en supermagt, der har domineret verden siden anden verdenskrig, især efter Sovjetunionens sammenbrud i 1990. Andre stormagter har været gennem en sådan proces og har været nødt til at lære at leve med det. Dette gælder Spanien, som var den dominerende europæiske magt for omkring 500 år siden med et omfattende kolonirige i Sydamerika, Karibien, Afrika og Asien. De blev besejret af det fremstormende britiske imperium og fik dødsstødet under den spansk-amerikanske krig i 1898. Det gælder for Storbritannien, der for lidt mere end 100 år siden var verdens herre, men som langsomt men støt er blevet skubbet i baggrunden af USA, en proces der kulminerede med anden verdenskrig og tabet af de engelske kolonier i begyndelsen af 1960'erne. Frankrig har været en skrumpende stormagt de sidste to århundreder og har været grebet af mismod siden det tabte den algierske befrielseskrig i 1962. De tidligere stormagter Japan og Tyskland har efter deres nederlag i anden verdenskrig måttet affinde sig med en ydmyg rolle som amerikanske lydstater. Storbritannien har haft det særlig hårdt med skulle at acceptere tabet af rollen som verdensimperium, men med det "særlige forhold" det har til verdens eneste tilbageværende supermagt har de bevaret illusionen om stadigvæk at være stormagt.

I det amerikanske establishment er der ikke megen forståelse for, at det er helt utænkeligt, at det amerikanske totale verdensherredømme vil kunne fortsætte på længere sigt. De er villige til at gå meget langt for at afskrække, opdæmme og - om nødvendigt – destruere enhver rivaliserende magt. Vi taler ikke om legitimt forsvar – der er i øjeblikket intet land, der truer det amerikanske hjemland. Men der er mange trusler mod den amerikanske verdensomspændende dominans rundt omkring, langt fra deres hjemlige kyster. Siden præsident Putin kom til magten i Rusland har meget af opmærksomheden i USA været fokuseret på Rusland. Dette er selvfølgelig latterligt. Ruslands 145 millioner indbyggere udgør mindre end en tredjedel af EU's befolkning, mindre end halvdelen af USAs og en tiendedel af Kinas eller Indiens. Rusland er stadig en væsentlig magtfaktor i de lande, der grænser op til det. Men det har ingen chancer for at blive en supermagt, som Sovjetunionen var det, og der synes i Rusland at være en klar forståelse af, at landet ikke ville kunne klare et fornyet våbenkapløb med USA. I stedet satser det på en asymmetrisk strategi, der skal sikre, at det ikke kan slås ud af et ”forebyggende” atomangreb, og at det i givet fald vil kunne slå tilbage med tilstrækkelig styrke til troværdigt til at kunne afskrække angreb. Så de er en vigtig magtfaktor i en multipolær verden, men ikke en væsentlig trussel mod fortsat amerikansk verdensherredømme, bortset fra i Ruslands "nære udland".

Det er noget helt andet med Kina. Kinas befolkning er mere end fire gange USAs, og selv om det stadig kun er et mellemindkomstland, er det på grund af sin størrelse en økonomisk sværvægter. Kinas BNP i løbende amerikanske dollars var i 2017 kun 63% af USAs og 72% af EUs. Men dette undervurderer økonomiens størrelse. Beregnet i købekraftparitet, dvs. hvad man kan købe for pengene, var den kinesiske økonomi i 2017 17% større end den amerikanske og 9% større end EU's. Mange andre indikatorer giver os samme billede. Kinas vareeksport var i 2017 46% større end USAs, og hvis vi medtager handelen med tjenesteydelser (hvor USA er stærkere), var Kinas eksport stadig 3% større end USAs. Kina producerede to og en halv gange så mange biler som USA i 2018 og det producerede halvdelen af alle mobiltelefoner, der blev eksporteret til verdensmarkedet (USA producerede mindre end 4%). Kina vil i de næste par årtier blive en formidabel rival til fortsat amerikansk verdensherredømme, først i Østasien og senere i andre dele af verden.

"Jeg vil ikke have, at mine børnebørn skal vokse op i en verden, der domineres af kineserne", sagde USA's tidligere udenrigsminister og dengang håbefulde præsidentkandidat Hilary Clinton i 2016. Der er ingen risiko for, at Kina i Hilary Clintons børnebørns levetid bliver verdens herre, således som USA er i dag. Der er mange andre magter på vej frem: Indien, Indonesien, Rusland, Brasilien, måske endda EU, hvis det skulle beslutte sig til at have en selvstændig udenrigspolitik. Og med mindre USA bryder sammen, vil landet jo også stadig være en stormagt. Så fremtiden bringer os snarere en multipolar verden, hvor Kina godt nok vil være den største økonomiske magt, men det vil ikke være den eneste.

Det, Hilary Clinton ville sige, var måske snarere, at hun ikke ønsker, at hendes barnebørn skal vokse op i en verden, hvor USA ikke længere er den dominerende verdensmagt. Dette synes at være en udbredt holdning i det amerikanske establishment. Så der kører for tiden en debat i førende politiske og intellektuelle kredse om, hvad USA kan gøre for at undgå at blive væltet af tronen som verdens herre. Hvordan kan fremvoksende rivaliserende magter, og herunder især Kina, holdes stangen og om nødvendigt udslettes?

Det skal huskes, at Kina-hysteriet ikke er noget, præsident Trump har opfundet. Den anti-kinesiske stemning har været stigende i lang tid, og det er derfor ikke overraskende, at Trumps aggressive politik over for Kina har vundet ham anerkendelser fra forskellige sider i det amerikanske establishment, både blandt republikanere og demokrater. De amerikanske arbejdere, der i årtier har levet med en konstant trussel om, at deres arbejdspladser vil blive udflyttet til andre lande, og som har altid fået at vide, at det var tåbeligt at tro, at man kunne gå imod globaliseringen, mener pludselig at kunne skimte et glimt af håb. Der er ingen tvivl om, at det kommende 2020 præsidentvalg vil blive en konkurrence om, hvem der kan være hårdest mod Kina. Der vil ikke være plads til moderate holdninger – det ville være forræderi. Så scenen er gjort klar.

Der er argumenter for enhver smag for denne nye amerikanske anti-kinesiske politik: Det drejer sig om at forsvare menneskerettighederne i Kina, forsvare den muslimske befolknings rettigheder, forsvare tibetanernes rettigheder, bekæmpe det kinesiske overvågningssamfund, dæmme op for den voksende kinesiske militærmagt, beskytte Kinas naboer, holde handelsruterne i det sydlige Kinesiske Hav åbne, forsvare de amerikanske virksomheders intellektuelle ejendomsret - listen er lang.

Det er ikke nødvendigt at være specielt Kina-venlig for at indtage et andet standpunkt. En femtedel af verdens befolkning bor i Kina, og på grund af sin størrelse vil Kinas økonomi snart blive verdens største. Hvad enten vi kan lide det eller ej. Den eksisterende verdensorden er skræddersyet til en USA-Europa centreret verden. Med den delvise undtagelse af FN er institutionerne skabt af og for USA og Europa: IMF, Verdensbanken, OECD, WTO mv. Det er uholdbart. Hvis ikke disse institutioner ændres, vil parallelle institutioner vokse frem. Vi er allerede nu i en situation, hvor de kinesiske investeringer i infrastruktur i Afrika er afgørende for kontinentet. Den Asiatiske Infrastruktur Investeringsbank, som Kina har taget initiativet til, har 70 lande som deltagere (USA glimrer ved sit fravær), og er allerede nu en seriøs rival til den amerikansk-japansk ledede Asiatiske Udviklingsbank.

Men hvordan kan den civiliserede og frie verden tilpasse sig til et land, der ikke er demokratisk og ikke respekterer menneskerettighederne? Kan man virkelig optage en halvbarbarisk nation som Kina i klubben af civiliserede nationer? Ville det ikke være imod alle moralske principper?

Realiteten er, at USA (med EU som vedhæng) ikke længere er verdens herre. USA og Europa kan vælge at ignorere lande, som de ikke kan lide eller måske endda hader, og som de anser for at befinde sig på et lavere moralsk stade. Men i sidste ende er det ikke Kina, der bliver marginaliseret, men USA og Europa selv. Så de kan jamre og bide i gulvtæppet, men Kina er en realitet, som ikke bare går over.

I Europa er der er en vis forståelse for denne virkelighed, men som nævnt er stemningen i USA en anden. Så hvad er det da for strategier, der bliver foreslået for at dæmme op for Kina? Kina-dækningen i de forskellige Establishment medier og tænketanke er forvirrende læsning. Der er et broget spektrum af meninger, der går fra forslag om direkte krig mod Kina til en slags tilpasning til den nye situation. Men man kan groft set udskille to hovedlinjer (vi ser bort fra de mere ekstreme forslag om en "forebyggende krig"):

(1) Gå efter at få en aftale, der er acceptabel for USA, samtidig med at man respekterer Kinas vitale interesser (de "røde linjer"). Det handler om at åbne det kinesiske marked mere for amerikanske virksomheder, især inden for finansiering og andre tjenesteydelser, beskyttelse af intellektuel ejendomsret, begrænse dele af "Kina 2025" og lignende.

(2) Reducere det økonomiske samkvem med Kina, eller helt afskære det (det kaldes at "afkoble" ("disentangle") den amerikanske økonomi fra den kinesiske".

Det er vigtigt at notere sig, at selv om USA og Kina skulle nå frem til en aftale, der er gensidigt acceptabel, i hvert fald på kort sigt, vil den langsigtede virkning være en vis grad af ”afkobling” af de to landes økonomier. I sidste ende kan vi ende med at have to - eller i det usandsynlige tilfælde, at Europa skulle beslutte sig for at have sin egen økonomiske og handelspolitik, uafhængigt af USA, tre - delvis uafhængige og inkompatible teknologisfærer. Det har enorme konsekvenser.

Det kigger vi nærmere på i næste artikel. For at læse den næste artikel, klik her.

Læst 342 gange
Bedøm denne artikel
(1 Bedømmelse)
Thorbjorn Waagstein

Thorbjørn Waagstein, Economist, PhD, since 1999 working as international Development Consultant in Latin America, Africa and Asia.

Relaterede artikler

Mere i denne kategori:

Skriv en kommentar

Sørg for du indtaster de påkrævede oplysninger (*).
HTML kode er ikke tilladt.