13 12 2018

Kan USA forhindre Kina i at udvikle sig?

Den spektakulære anholdelse i Canada af den kinesiske telekommunikationsgigant Huaweis finansdirektør kommer umiddelbart efter at USA tidligere i år har straffet et andet kinesisk telekomselskab, ZTE. Argumentet er, at disse virksomheder har overtrådt USAs sanktioner mod Iran. Men der er en meget dybere bagvedliggende konflikt, der er af eksistentiel betydning for både USA og Kina, og konsekvenserne er vidtrækkende. Hvor langt er USA villig til at gå for at forhindre, at Kina bliver en teknologisk stormagt?

Det er velkendt, at Kina på kort tid er vokset frem fra næsten ingenting til nu at være en økonomisk stormagt. Udtrykt i købekraft er Kina nu den største økonomi i verden, en kolossal ændring fra for blot et par årtier siden.1

Forvandlingen af Kina til en økonomisk stormagt har skabt bekymring blandt de udviklede lande, og især i verdens eneste supermagt, USA. I starten var reaktionen overbærende: der var ingen grund til at være bekymret, Kina er bare et sted hvor vestlige virksomheder får deres produkter samlet, det kan ikke producere noget på egen hånd. Da Kina begyndte at producere egne produkter af en anstændig kvalitet, var reaktionen, at der kun var tale om kopier, kineserne er ud af stand til at skabe noget på egen hånd.

Men nu er reaktionen anderledes, faktisk tæt på panik. Kina er på vej til at blive en konkurrent inden for højteknologiske områder, der betragtes som amerikanske - og i mindre grad europæiske og japanske – virksomheders domæne. Huawei, som nu er verdens største producent af telekommunikationsudstyr og den næststørste producent af mobiltelefoner, symboliserer alle de ting, som amerikanerne frygter mest. Huawei har 80.000 ansatte indenfor forskning og udvikling (F&U) og har et F&U-budget på ca. 15 mia. dollars i 2018, stadig mindre end amerikanske giganter som Amazon og Alphabet (Googles moderselskab), men tæt i hælene på dem. Huawei har aktivt deltaget i de internationale udvalg, der fastlægger standarderne for det nye 5G-mobilnet og ejer en vigtig del af patenterne (sammen med virksomheder som Qualcomm, Samsung, Nokia og Ericson). Tre af medlemmerne af "fem øjne" efterretningsalliancen har nedlagt et forbud mod Huawei udstyr i deres telekommunikationssystemer (USA, New Zealand og Australien), med henvisning til sikkerhedsproblemer ved kinesisk udstyr. De sidste to medlemmer af "fem øjne", Storbritannien og Canada, er under hårdt pres fra USA for at annullere deres kontrakter med Huawei (og skaffe sig af med udstyr, som de allerede har installeret). Den amerikanske regering har tvunget det amerikanske telefonselskab ATT til at trække sig ud af en aftale om at sælge Huawei telefoner til sine kunder. Alligevel har Huawei lige overhalet Apple og er nu som nævnt den næststørste smartphone-leverandør i verden (efter Samsung).

Den amerikanske bekymring er ikke begrænset til Huawei. De frygter at miste det teknologiske lederskab på flere områder, såsom kunstig intelligens, halvledere, ikke-flygtig (”non-volatile”) hukommelse, robotteknologi, flyindustri osv.

Det, der især har forårsaget den amerikanske vrede, er den ambitiøse kinesiske politik "Kina 2025", der sigter mod at bringe den kinesiske økonomi fra at være baseret på lav løn og lav værditilvækst til at være baseret på højteknologiske, højproduktive industrier. Med det udviklingsniveau den kinesiske økonomi har nået og de stigende lønomkostninger i landet, er dette et naturligt skridt. Hvis ikke Kina formår at bevæge sig opad i fødekæden, vil landet blive hængende i en situation hvor det er for dyrt for produktion af standardvarer, og samtidig ude af stand til at konkurrere indenfor mere avancerede produkter. Med "Kina 2025" forsøger Kinas at efterligne det, som lande som Japan, Singapore og Sydkorea har gennemgået de sidste årtier, og politikken er faktisk ikke så forskellig fra den tyske "Industri 4.0" - strategi. Men den store forskel er, at Kina ikke er en allieret, det er et stort land, og det ses som en farlig konkurrent. Så Washington ser ud til at være villig til at gå meget langt for at forhindre Kina i at udvikle sig, og i den forbindelse bruge alle til rådighed stående midler.

En måde at gøre det på, er at nægte at købe kinesiske højteknologiske varer og overbevise eller tvinge EU og Japan til at følge efter. For at gøre dette vil de hævde, at produkterne udgør en trussel mod den nationale sikkerhed, at kinesiske virksomheder ikke respekterer amerikansk sanktionspolitik mod andre lande (Iran, Rusland osv.), at produkterne ikke respekterer amerikanske virksomheders intellektuelle ejendomsret (patenter osv.), og at kinesiske virksomheder har urimelige fordele, fordi de får åben eller skjult støtte fra den kinesiske regering og dermed skævvrider konkurrencen med amerikanske firmaer (Google, Qualcom, Amazon, Boeing osv.).

En anden, mere aggressiv og mere ødelæggende fremgangsmåde er at nægte kinesiske virksomheder adgang til amerikanskproducerede komponenter og udvide dette forbud til produkter fra andre lande, hvis disse produkter indeholder amerikanskproducerede komponenter eller patenter. Det var fremgangsmåden mod ZTE, og den vil muligvis også blive brugt til at banke Huawei på plads. Dette er imidlertid en meget radikal fremgangsmåde, fordi den sætter spørgsmålstegn ved hele begrebet globale forsyningskæder, som de fleste moderne industrier er baseret på, da virksomhederne har bevæget sig væk fra vertikal integration ved at outsource en stor del af komponenterne. Dette kan kun fungere, hvis der er tillid til, at forsyningerne er stabile og til tiden. Når denne tillid ikke er der længere, bliver de globale forsyningskæder meningsløse.

Forbuddet mod at ZTE kan anvende amerikanske komponenter, kom som et chok for Kina. Uden adgang til amerikansk fremstillede komponenter ville selskabet være tvunget til at lukke ned og afskedige 75.000 arbejdere. De fik i sidste ende betinget adgang til amerikanske komponenter efter at have betalt en stor bøde. ZTE-affæren gjorde det klart for kineserne, hvor afhængige de er af udenlandske komponenter, og hvor nemt USA kan sætte endda store kinesiske virksomheder ud af spillet, hvis de vil. Sanktionerne mod ZTE blev i USA set som en rungende succes: der kom ingen modforanstaltninger fra Kina, og ZTE bøjede sig hurtigt for de amerikanske krav. Denne succes synes at have givet det amerikanske establishment blod på tanden. Den konklusion, de har draget, er, at de tilsyneladende har undervurderet deres egen magt, og som følge heraf ser der ud til at være et skift til en langt mere aggressiv politik for at banke kineserne på plads. Ifølge Trump er handelskrige nemlig et gode og nemme at vinde.

Men denne nye aggressive politik vil nødvendigvis give bagslag. Anvendelsen af ​​en teknologisk førerposition til at nægte andre lande og virksomheder adgang til nøglekomponenter, betyder nødvendigvis, at lande, der ikke er amerikanske allierede, vil gøre deres yderste for at blive denne afhængighed kvit. Så det er et dobbeltægget sværd, da det også skræmmer kunderne væk. Det er det samme, der sker, når USA bruger adgangen til at udføre transaktioner i amerikanske dollar som et våben. Lande og virksomheder, der frygter, at de kan være kommende ofre, vil af åbenlyse grunde forsøge at undgå transaktioner i amerikanske dollars, en tendens, der – omemd langsomt - er ved at gøre sig gældende.

Vi kan kun gætte på, hvordan USAs opgør med Huawei vil ende. Mit gæt er, at Kina vil gå meget langt for at opfylde de krav, USA måtte stille, og uden støtte fra den kinesiske regering kan Huawei ikke gøre meget. Årsagen er, at Kina endnu ikke er i en situation, hvor landet har råd til et direkte opgør på dette område, og ifølge den klassiske kinesiske strateg Sun Tzu skal man, når man er svag. bygge sin styrke op i stilhed og udadtil give indtryk af, at man stadig er svag. Men de langsigtede konsekvenser vil være vidtrækkende. Kampagnen mod Huawei vil ikke få Kina til at opgive sin politik med at støtte sine virksomheder inden for højteknologiske sektorer. Tværtimod har kampagnen mod Huawei overbevist kineserne om den absolutte nødvendighed af at gøre det.

Resultatet af denne strid mellem USA og Kina vil definere magtforholdene i mange årtier fremover. USA kan forsøge at gå linen ud for at forhindre Kina i at blive et udviklet land baseret på produktion af avancerede produkter og dermed bevare det amerikanske monopol i vigtige højteknologiske industrier. Nok er Kina et stort og stærkt land, men hvis USA kan tvinge en koalition sammen, som afskærer Kina fra nøglekomponenter og nøgleforskning, vil det blive ekstremt dyrt for Kina, da det vil blive til nødt til på egen hånd at duplikere den F&U der udføres af en Amerikansk-Europæisk-Japansk koalition. Denne strategi, kombineret med de høje omkostninger ved våbenkapløbet, virkede mod Sovjetunionen, som ikke kunne følge med teknologisk og til sidst gik i opløsning. Men det vil også være dyrt for USA og dets partnere, da det vil betyde at mange varer vil blive dyrere, og virksomhederne vil miste adgangen til det kinesiske marked – omend omkostningerne vil blive størst for Kina. Globaliseringen og etableringen af globale forsyningskæder har billiggjort produktionen – et sammenbrud i vigtige globale forsyningskæder og tilbagevenden til vertikal integration vil rulle meget af dette tilbage.

Med truslen om at bryde vigtige globale forsyningskæder er det blevet klart, at et af de svageste led i den kinesiske økonomi er afhængigheden af importerede halvledere. Kina importerer i øjeblikket 84% af alle de halvledere, det bruger, og det bruger flere ressourcer på denne import end på importen af olie og gas. Kina vil uden tvivl nu yderligere fremskynde udviklingen af ​​egen produktion på dette område, selv om der stilles spørgsmålstegn ved, om de vil være i stand til det. Vi skal se nærmere på ”Kina 2025” i vores næste artikel.

Fodnoter:

1.  2000 data er ikke tilgængelige, så tallene er fra henholdsvis 2010 og 2011.  2016 data for Frankrig og Storbritannien er fra 2015.

 For at læse den følgende artikel om dette emne, klik her.

 

 

 

 

 

 

 

 

Læst 245 gange
Bedøm denne artikel
(2 bedømmelser)
Thorbjorn Waagstein

Thorbjørn Waagstein, Economist, PhD, since 1999 working as international Development Consultant in Latin America, Africa and Asia.

Relaterede artikler

Mere i denne kategori:

4 kommentarer

  • Finn Klarskov Sommer Jensen Finn Klarskov Sommer Jensen Says: Lørdag, 15 December 2018 13:17

    Jf. følgende : https://www.finanshus.dk/usa-gambler-med-verdensoekonomien/

    Anmeld Kommentar link
  • Finn Klarskov Sommer Jensen Finn Klarskov Sommer Jensen Says: Lørdag, 15 December 2018 11:30

    Der er en ikke-Trump del af amerikansk elite som er klar over at en protektionistisk politik vil give bagslag. Den amerikanske dollar taber terræn i takt med at underskuddet vokser på nationalbudgettet. Den næste krise vil vise det.

    Anmeld Kommentar link
  • Søren Hougaard Søren Hougaard Says: Lørdag, 15 December 2018 07:22

    God og tankevækkende artikel. Handels- og udviklingskrigen imellem USA og Kine vil ikke kun ramme Kina. Den vil også ramme USA og dets allierede, som “tvinges” til at gå med i krigen, på USA´s side. Hvilke konsekvenser vil det få, f.eks. i de kommende 10 år. Stagnation?

    Anmeld Kommentar link
  • ole jorn ole jorn Says: Fredag, 14 December 2018 17:36

    God artikel om et helt centralt emne! Ser frem til næste del.

    Anmeld Kommentar link

Skriv en kommentar

Sørg for du indtaster de påkrævede oplysninger (*).
HTML kode er ikke tilladt.