27 10 2015

Præsidenten i den stribede sweater

I det sidste årti har det været vanskeligt at tale om Bolivia uden samtidig at nævne Evo. Evo Morales blev valgt som præsident første gang i 2005 med 54% af stemmerne og han kan nu fejre 10 år som præsident. Han var en absolut outsider, der blev båret frem af folkelige bevægelser, primært indianske bønder, arbejdere og småhandlende, med en skarp anti-imperialistisk og anti-kapitalistisk retorik, der skabte panik i både landets traditionelle økonomiske og politiske elite og i det såkaldte "internationale samfund". Hans regeringstid har været præget af voldsomme konflikter og kriser, på et tidspunkt grænsende til borgerkrig, men på samme tid har det været et årti med økonomisk fremgang, en kraftig reduktion af fattigdommen og en revurdering af landets indianske etniske og kulturelle rødder.

Bolivia er de evige konflikters land. Før Evo blev valgt til præsident sagdes det, at den gennemsnitlige levetid for regeringerne siden landets uafhængighed for snart 200 år siden havde været mindre end et år. Baggrunden for valget af Evo var en periode med hyperinflation og økonomisk kaos i starten af firserne, efterfulgt af neoliberale regeringer støttet af IMF, Verdensbanken og det "internationale samfund". Hvad der fulgte, var lukning af det meste af minesektoren, privatisering af det meste af den offentlige sektor, deregulering og en næsten total afhængighed af udenlandsk bistand. Dette varede frem til omkring år 2000, hvor de sociale protester begyndte at gøre landet umuligt at regere. Kampagnen for at udrydde coca plantagerne, under ledelse af det amerikanske Drug Enforcement Agency (DEA), blev mødt af massiv modstand fra coca bønderne, og privatiseringen af de større vandselskaber og et projekt, der skulle eksportere naturgas til USA gennem Chile, blev mødt af modstand med udbredte folkelige mobiliseringer. Da regeringen i 2003 beordrede hæren til at undertrykke protesterne med magt, med det resultat at mere end 60 blev dræbt, trådte regeringen tilbage, og præsidenten, Sanchez de Losada ("Goni"), flygtede til USA, hvorfra den bolivianske regering siden forgæves har prøvet at få ham udleveret, så han kan blive stillet for en domstol.

Evo blev præsident på et tidspunkt, hvor landet var ved at falde fra hinanden, da de mere velstående regioner i det østlige og sydlige lavland, hvor de fleste af olie- og gasforekomsterne findes, krævede selvstyre, eller direkte uafhængighed. Evos svage punkt var, at hans vigtigste folkelige basis var blandt indianerne i Andesbjergenes højland, men det lykkedes han behændigt at mobilisere sin sociale basis og samtidig undgå at falde i den fælde, som anvendelsen af militær magt til at undertrykke det åbne oprør ville have været (og som sandsynligvis ville have fremkaldt et militærkup imod ham). Vendepunktet kom i 2008, hvor Evo ikke blot overlevede en tillids-folkeafstemning, men vandt afstemningen med 67% opbakning. Det lykkedes ham endog at få ey tillidsvotum på 40% i den oprørske Santa Cruz-provins. Efter denne valgsejr begyndte den samlede oppositionsfront at falde fra hinanden. Der har været mange konflikter siden, men ingen har udgjort en alvorlig trussel mod hans ledelse. Han vandt uden store problemer præsidentvalgene i 2009 og 2014 med henholdsvis 64% og 61% af stemmerne. Hans vælgerbasis er nu mere jævnt fordelt, da han i 2014 vandt i otte ud af landets ni provinser (hvilket selvfølgelig også betyder, at han har tabt stemmer blandt sine traditionelle kernevælgere).

På den økonomiske front var Evos første skridt at øge statens indtægter fra udvindingen af naturressourcer, primært gas og olie. Det statsejede olie- og gasselskab, YPFB, var blevet reduceret til en tom skal, da de vigtigste aktiver var blevet solgt til udenlandske virksomheder. YPFB blev genetableret og en række af de privatiserede selskaber blev ført tilbage i YPFB. Han "nationaliserede" ligeledes olien og gassen i den forstand, at alle olieselskaberne nu var forpligtet til at sælge produktionen til staten, som kontrollerede transport, distribution og salg og traf de væsentligste beslutninger om bearbejdning og markedsføring. De udenlandske olieselskaber blev desuden tvunget til at genforhandle kontrakterne. Det samlede resultat var, at regeringens indtægter fra sektoren blev øget dramatisk.

De øgede indtægter fra olien og gassen blev brugt til at starte sociale programmer til fordel for de fattigste dele af befolkningen med hvad, der bliver kaldt "Bonos" (til fordel for mor-barn-programmer, stipendier til børn i folkeskolen, almindelig alderspension osv). De øgede indtægter blev også brugt til at genenationalisere en række andre selskaber, heriblandt det nationale telefonselskab, ENTEL, vandselskaberne, det national elselskab osv. og til at starte nye statsejede selskaber, heriblandt det nationale luftfartsselskab (BOA).

Den gamle magtelite og det "internationale samfund" var selvfølgelig lamslåede. Her havde vi en uvidende indiansk præsident, der ikke engang havde afsluttet sin gymnasieuddannelse, og som ville skruet uret tilbage. For dem var der tale om gentagelse af den gammeldags, populistiske politik, der havde ført til økonomiske krise i firserne i det meste af Latinamerika. Det ville vise sig, blev det sagt, at nationaliseringerne af udenlandske selskaber ville blive dyrt for landet, da det ville skræmme udenlandske investorer væk. De udenlandske olieselskaber ville ikke være med til at genforhandle, men ville simpelthen opgive Bolivia og kræve enorme erstatninger mod landet ved internationale domstole. Det viste sig imidlertid at gå ganske anderledes. De fleste af de udenlandske selskaber valgte at forhandle og blive. Og i de tilfælde, hvor de gik til internationale domstole, f.eks det italienske selskab ITC, fik de tilkendt erstatninger, der lå langt under de - ofte latterligt høje – erstatningskrav, de havde stillet.

Bolivia har i det seneste årti oplevet en periode med ekstraordinær høj vækst på omkring 5-7% om året. Selv i 2009, året for den internationale finanskrise, formåede landet at opnå en vækst på 3%. Den økonomiske vækst har konsekvent været højere end i resten af Latinamerika.

 Growth

Der har samtidig været en markant reduktion af fattigdommen – selvom den stadig er meget høj. Fattigdommen blev reduceret fra ca. 60% i 2006 til under 40% i 2013, og den ekstreme fattigdom blev reduceret fra næsten 40% til under 20% i samme periode. Dette er en imponerende præstation.

Boliviapobreza

Samtidig er uligheden formindsket, selv om indkomstfordelingen fortsat er meget skæv. I 2005 havde de 10% af befolkningen med de højeste indkomster en indkomst, der var 128 gange så høj som for de 10% laveste - i 2013 var dette faldet til 42 gange. En anden måde at måle det på: den såkaldte Gini-koefficient faldt fra 0,61 til 0,49.

Den økonomiske politik har på samme tid været yderst forsigtig, med overskud på både statsbudgettet og betalingsbalancen for det meste af årtiet, så den økonomiske situation er som udgangspunkt ganske gunstig med en lav offentlig gæld og de største internationale reserver nogensinde.

Kritikerne siger, at alt dette simpelthen er rent held. Evo blev valgt til præsident, netop som priserne på olie, gas, mineraler og landbrugsprodukter begyndte at gå op, og nu da de disse priser falder, er det slut. Dette er imidlertid ikke et overbevisende argument, da der historisk har været så mange latinamerikanske regeringer, der har forspildt perioder med gunstige råvarepriser. Evos økonomiske politik har været noget konservativ, men det viser sig nu at være en fordel, da landet er vel rustet til at modstå en situation med faldende priser på næsten alle eksportprodukter. Økonomisk set ser fremtiden noget vanskelig ud, da landet stadig er meget afhængigt af eksport af råvarer: naturgas, mineraler, soja-bønner osv. Bolivia har nu et budgetunderskud på omkring 3-4% af bruttonationalproduktet, hvilket er naturligt nok som en konsekvens af en kontracyklisk økonomisk politik. Et underskud af denne størrelse burde ikke være noget større problem, så længe økonomien fortsætter med at vokse. Hvad angår betalingsbalanceoverskuddet, så er det stort gået i nul på grund af de faldende eksportpriser, men så længe der ikke er et større underskud, er der ingen røde lamper, der blinker endnu.

Nationaliseringerne er blevet meget kritiseret, men der er faktisk adskillige succeshistorier. I tilfældet med det nationale telefonselskab, ENTEL, fik det italienske firma ITC tilkendt en erstatning på 100 millioner dollar. I de følgende 5 år, 2008-2012, havde ENTEL et overskud på 380 millioner dollar, og det investerede omkring det samme beløb i en modernisering og udvidelse af netværket. Indtil juni 2014 har ENTEL bidraget med 700 millioner dollar til staten (skatter, særlige bidrag til den nye almindelige alderspension ("Renta Dignidad"), og andet). Samtidig blev priserne på mobil- og internettjenester sat ned, og de andre (udenlandske) teleselskaber så sig tvunget til at følge trop.

En anden succeshistorie er BOA, det statsejede flyselskab, som blev stiftet i 2007 og begyndte at operere i 2009. Det har nu 80% af markedet for indenrigsflyvninger, og har åbnet flyforbindelser ud af landet til Argentina, Brasilien, Spanien og USA. Det blev stiftet med et indskud på 15 millioner dollars fra staten og har nu en bogført værdi på mere end 60 millioner (de fleste af deres fly er leasede). Nettooverskuddet i 2014 var 35 millioner dollars, og konkurrencen fra BOA har reduceret priserne på flyrejser til og fra Bolivia (hvoraf BOA nu har en markedsandel på 20%).

Dette skal ikke forstås sådan, at alt er en succes. Den bolivianske regering administrerer nu 63 kommercielle selskaber. Nogle er ganske store, nystartede selskaber, som f.eks. en kvælstofgødningsfabrik, der vil producere gødning baseret på naturgas, og som stadig er under opførelse, og en cementfabrik. Andre er lige begyndt at operere (f.eks en sukkerfabrik og flere mejerier). Ikke alle disse investeringer er lige overbevisende, og nogle ser tvivlsomme ud. Dette er for eksempel tilfældet med redningen af AMETEX, en privat beklædningsvirksomhed, der kom i problemer, da USA afskaffede den gunstige adgang til det amerikanske marked (ATPDEA), som straf for "manglende samarbejde" i kampen mod narkotika. Beslutningen om at investere i en genoplivning af det store metalsmeltningsanlæg i Karachipampa, bygget i 1984 men aldrig bragt til at fungere, ser også tvivlsom ud. Regeringen har flere gange udtalt, at statsejede virksomheder, der ikke er i stand til at klare sig selv, vil blive lukket. Det er dog endnu uvist, om den i sidste ende har modet til at gøre det, når det bliver aktuelt.

Men hvad så med cocaen? Er det sandt, som USA siger, at landet er "usamarbejdsvilligt"? Den amerikanske general James T. Hill sagde i 2004: "Hvis radikale elementer fortsætter med at kapre de indianske organisationer, vil vi kunne stå over for en narkostat, der tillader ukontrolleret dyrkning af coca." USA har siden "decertificeret" Bolivia, denne mærkelige proces, hvor USA årligt på egen hånd certificerer eller decertificerer andre lande (tredjeverdenslande selvfølgelig) på en række områder, såsom narkotika, terror, respekt for amerikansk privat ejendom osv.

I 2008 udviste den bolivianske regering både det amerikanske narkotikaagentur, DEA, og agenturet for ulandsbistand, USAID, da de hævede, at disse agenturer støttede løsrivelsesbevægelserne i landet. Det ser ud til DEA ikke uden videre accepterede dette, men at det begyndte at gå efter medlemmer af Evos regering, tilsyneladende i et forsøg på at undergrave hans lederskab (kaldet "Operation Nøgen Konge").

After at Bolivia havde smidt DEA ud af landet, overtog landet selv narkobekæmpelsen, men med en meget anderledes tilgang, der blandt andet indebærer involvering af cocabønderne i bekæmpelsen og udryddelsen af ulovlige beplantninger (dyrkning af coca er reguleret i Bolivia, men det er ikke ulovligt, da cocaen kan bruges til traditionelle lovlige formål – blandt andet te og tørrede blade til tygning.) Det er ikke nogen nem proces, og den bliver gjort vanskeligere af landets enorme udstrækning og den udbredte korruption, men ifølge FNs narkotikaagentur, UNODC, har Bolivia faktisk klaret sig ganske godt efter udvisningen af DEA, hvilket har givet sig udslag i, at arealet beplantet med coca er faldet til det halve fra 2010 til 2014. Så man begynder at spekulere over, hvad det egentlig er DEA får tiden til at gå med.

Cultivococa

Bolivia har gjort imponerende fremskridt, men det er samtidig et land med enorme udfordringer. Fattigdommen og uligheden er stadig uakceptabelt høje, den økonomiske fremtid ser kompliceret ud med de faldende råvarepriser, trods væsentlige forbedringer er racismem stadig udbredt, vold mod kvinder er endemisk, retssystemet er korrupt og ineffektivt, korruptionen er udbredt - bekymrende nok også i politiet og de væbnede styrker. Bolivia fortjener støtte, men som Evo har sagt det flere gange, så vil de have partnere, ikke herrer. Undertiden bevæger den bolivianske regering sig fortvivlende langsomt, hvor de i stedet burde gribe mulighederne, f.eks. en udnyttelse af de enorme reserver af litium i saltsletterne i Uyuni. Når man tager de bitre historiske erfaringer i betragtning forstår man dog godt deres skepsis over blot at lade udenlandske mineselskaber komme ind og udnytte disse ressourcer, men det virker som om, de har valgt en meget lang omvej.

Det er på tide, at de udviklede lande ændrer deres tilgang til Bolivia. Man skulle forvente, at Europa ville føre an i denne proces, da de ikke har nogen geopolitiske interesser i landet. Desværre synes dette ikke at være tilfældet. Den pinlige episode i 2014, hvor Frankrig, Portugal og Spanien lukkede derse luftrum og dermed tvang Evos fly til at vende om og lande i Østrig, fordi USA hævdede at whistle-bloweren Edward Snowden var ombord, er en ydmygelse, de samme lande aldrig ville have vovet at udsætte et vestligt land for. Det er blevet noteret i Latinamerika. Et præsidentfly er som en flyvende ambassade, så det skulle være omfattet af Genève-konventionen, men hvad pokker, det er jo blot en eller anden tredjeverdensdespot, ikke sandt? Så vidt jeg har forstået, har kun den franske regeriong givet en undskyldning.

EvoPlane

Og nu hvor Paris-topmødet om klimaændringer nærmer sig, er det også pinligt at erindre mobningen af udviklingslandende under klimatopmødet i København i 2009. På samme møde chokerede Evo tilsyneladende publikum med sine radikale og urealistiske synspunkter: ”begrænse temperaturstigningen til 1%”! Hvad havde manden røget? Det er måske værd at huske på, at Bolivias bidrag til den globale opvarmning er ubetydeligt, men at det er et land, hvor virkningen af klimaforandringerne er meget alvorlige.

 

Læst 1833 gange
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Thorbjorn Waagstein

Thorbjørn Waagstein, Economist, PhD, since 1999 working as international Development Consultant in Latin America, Africa and Asia.

Relaterede artikler

Mere i denne kategori:

Skriv en kommentar

Sørg for du indtaster de påkrævede oplysninger (*).
HTML kode er ikke tilladt.