En amerikansk forsker skabte overskrifter for et par år siden, da hun hævdede, at en undersøgelse af tidligere erfaringer viste, at ikke-voldelige bevægelser for regimeskifte kun behøver at mobilisere 3,5% af befolkningen for at få succes. Dette blev set som en god nyhed, da regimeskift altså kan opnås uden at gribe til militære løsninger. Men hvad nu hvis flertallet af befolkningen ikke er enig med de 3,5%? Er resultatet så stadig demokratisk? Det seneste eksempel er Bolivia.

I oktober 2019 blev den bolivianske præsident Evo Morales tvunget fra præsidentposten. Massedemonstrationer mod resultatet af præsidentvalget (som efter sigende var et resultat af valgsvindel) med vejspærringer, afbrænding af stemmebokse, angreb på og plyndring af regeringskontorer og ledende regeringsmedlemmers hjem, kulminerede med at militærchefen, William Kaliman, anbefalede præsidenten at træde tilbage, idet han gjorde det klart, at militæret ikke ville forsvare ham. Resultat var, at Evo trådte tilbage og gik i eksil i Mexico. Dette er, hvad vi normalt kalder et kup. Men de internationale medier - hvad enten de er anset for at være til højre eller til 'venstre' - fejrede det som en sejr for demokratiet - med et par hæderlige undtagelser. Men et kup er et kup, og det er blevet bekræftet af, hvad der er sket siden. Nu er Bolivia og landets skrøbelige politiske stabilitet i alvorlig fare.