I oktober 2019 blev den bolivianske præsident Evo Morales tvunget fra præsidentposten. Massedemonstrationer mod resultatet af præsidentvalget (som efter sigende var et resultat af valgsvindel) med vejspærringer, afbrænding af stemmebokse, angreb på og plyndring af regeringskontorer og ledende regeringsmedlemmers hjem, kulminerede med at militærchefen, William Kaliman, anbefalede præsidenten at træde tilbage, idet han gjorde det klart, at militæret ikke ville forsvare ham. Resultat var, at Evo trådte tilbage og gik i eksil i Mexico. Dette er, hvad vi normalt kalder et kup. Men de internationale medier - hvad enten de er anset for at være til højre eller til 'venstre'…

Den måde, hvorpå den venezuelanske venezuelanske økonomi er blevet forvaltet, har været forbløffende inkompetent og katastrofal, til trods for at landet besidder verdens største oliereserver. Sanktionerne og embargoen mod Venezuela har fremskyndet tilbagegangen i økonomien med en inflation der ligger på grænsen af hyperinflation, en økonomi i opløsning og masseudvandring. Den venezuelanske regering og dens politik er under al kritik, og det gælder i øvrigt også oppositionen. Men sanktioner og embargo er den forkerte politik, der blot forårsager yderligere lidelser for det venezuelanske folk. Når man så anerkender en selvudnævnt præsident og støtter en amatøragtig opstand, bliver det hele til…

Da Mauricio Macri blev valgt som præsident for Argentina 2015, var stemningen ekstatisk i Washington, EU og - ikke mindst - det latinamerikanske højre. Endelig kunne man slippe af med den inkompetente og populistiske regering i Argentina. ”Teknokraterne til redning”, skrev det engelske tidsskrift "The Economist". ”Han vælger kompetente teknokrater til at besætte de vigtigste økonomiske poster”, hævdede de. Desværre tabte Macri præsidentvalget i oktober i år, efter at have gjort en heroisk indsats for at redde landet, og de samme populistiske, skadelige politikere får nu et comeback. Sådan er fortællingen i det meste af den etablerede internationale presse. Men…

Den igangværende amerikanske handelskrig mod Kina vil få dybe, langsigtede konsekvenser, uanset om der i sidste ende bliver indgået en aftale mellem USA og Kina. Havde det kun været et spørgsmål en utilregnelig amerikansk præsident, ville virkningerne måske kunne begrænses. Men Trump er ikke alene. Den almindelige stemning i det amerikanske establishment er, at der skal dæmmes op for Kina, eller at det måske endda skal rulles tilbage. Så nøgleordet er nu "afkobling" af den amerikanske økonomi fra Kina.

Den igangværende handelskrig, som USA har sat i værk mod Kina, vil ændre det 21. århundredes historie, uanset om parterne i sidste ende når frem til en aftale eller ej. Handelskrigen signalerer, at USA har besluttet sig til med alle til rådighed stående midler at forhindre, at Kina bliver til en økonomisk supermagt. Det er en er yderst farlig politik, som i øvrigt er dømt til at mislykkes. Kinas befolkning er mere end fire gange større end USAs. Efterhånden som Kina udvikler sig, vil dets økonomi uundgåeligt overgå USAs. Der er ikke noget, USA kan gøre for at forhindre det,…